Stjerner på sidelinjen

Slaget om Manchester, hvor Guardiola og Mourinho krydser klinger i spidsen for City og United, er det store trækplaster, når fodbolden på lørdag begynder at rulle i Premier League. Men den engelske turnering, der i denne sæson samler en række af verdens bedste trænere, bliver ikke nødvendigvis en duel.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nyheden slog ned som et lyn midt i det limbo af nervøs forventning og løse transferrygter, der altid bygger sig op i ugerne før sæsonstart, og som denne sommer har været om muligt endnu mere elektrisk end normalt: Josep Guardiola har nedlagt totalforbud mod pizza i Manchester Citys omklædningsrum, kunne en række medier midt i juli rapportere.

Spillerne i den nordengelske storklub har under tidligere trænere haft lov til at fejre sejre med en quattro stagione eller trøstespise en margherita oven på nederlag. En udbredt praksis i Premier League, hvor den italienske fastfoodklassiker er populær og desuden spiller hovedrollen i adskillige anekdoter – dels som kasteskyts under »tredje halvleg« af et opgør mellem Manchester United og Arsenal for år tilbage, dels som motiverende lokkemad for sidste sæsons overraskende mestre fra Leicester.

Men ingen af delene ændrer på pizzaens i bedste fald tvivlsomme næringsværdi, når spillerne har brug for at restituere sig umiddelbart efter en kamp, mener Guardiola. Derfor er det slut med slices, så længe den catalanske træner bestemmer over de dyrt indkøbte stjerner på Etihad Stadium. En beslutning, der ifølge avisen The Guardian »virker en smule barsk«, men som ikke desto mindre »kan ende med at blive »fyldet« på en titel til Manchester City«.

Sydeuropæerne – og i særdeleshed dem fra den Iberiske halvø – er ellers berygtede for at interessere sig mere for fiesta og siesta end diktatoriske kostråd og anden ordnung muss sein. Med nogen grund. Men måske netop derfor er undtagelserne fra reglen ofte ekstreme.

»Pep« Guardiola er en af dem. Catalaneren er – som en af hans tidligere spillere, Xavi Hernández, har formuleret det – »syg i bolden« og opslugt af idéen om at kontrollere alle detaljer, både på og uden for banen. En besættelse, der kombineret med smittende passion for selve spillet – og helst med så mange mand på midtbanen som muligt – er baggrunden for hans kometkarriere, først i FC Barcelona og senere, med mere moderat succes, i Bayern München.

Det er den pack, Manchester Citys stenrige oliesheik-ejere har købt for langt om længe at få fuld valuta for de mange penge investeret i en stjernespækket trup. Ikke mindst i Champions League, hvor The Cityzens i årevis har skuffet fælt, når de kommer op mod kontinentets allerbedste klubber. Meget tyder imidlertid på, at Guardiola i sin første sæson især vil have fokus på den hjemlige turnering, hvor der er gamle regnskaber at gøre op, efter at lokalrivalerne fra Manchester United tidligere på sommeren præsenterede José Mourinho som ny træner.

United havde i endnu højere grad end bysbørnene brug for nyt blod, efter at det i sidste sæson mislykkedes for en af verdens absolut mest lukrative fodboldforretninger at kvalificere sig til Champions League. Valget af portugiseren – endnu en sydeuropæisk kontrolfreak – til opgaven med at føre den røde supertanker tilbage på ret kurs skyldes naturligvis først og fremmest, at han som regel er en garanti for gode resultater. Men man kan have klubbens bagmænd mistænkt for desuden at skele til de kommercielle muligheder i 2.0 versionen af rivaliseringen mellem Mourinho og Guardiola.

Gennem et par ualmindeligt spændende sæsoner udkæmpede de to fra 2010 til 2012, mens de stod i spidsen for henholdsvis Real Madrid og FC Barcelona, en intens styrkeprøve om overherredømmet i spansk fodbold. Med alle midler. På banen blev kalkuleret brutalitet imødegået med systematisk film. Fra presselokalerne fløj de retoriske giftpile frem og tilbage over den castilianske højslette. Og samtidig blev der, nok så vigtigt, gennem ikke færre end 11 »clásicos« spillet fremragende fodbold, mens to af verdens bedste fodboldstrateger forsøgte at udmanøvrere hinanden, og hele kloden fulgte med.

Målt på indbyrdes resultater og hjemførte titler i perioden vandt Guardiola klart. Men det var Mourinho, der fik det sidste ord, da catalaneren efter at have tabt ligaen på hjemmebane i 2012 valgte at forlade FC Barcelona. Begge har således revanche til gode, når slaget om Manchester og Premier League fløjtes i gang.

Alligevel bliver tvekampen i denne omgang næppe helt så indædt og opsigtsvækkende. Dels har ingen af trænerne længere samme aura af uovervindelighed – Guardiola formåede ikke i løbet af tre sæsoner at omsætte Bayern Münchens favoritværdighed i Champions League til sejr, og Mourinhos tilbagevenden til Chelsea endte som en decideret fiasko. Dels, og især, er der langt fra spansk fodbolds traditionelle dobbeltmonarki til den langt mere åbne og »demokratiske« engelske turnering.

En anden af Premier Leagues store trænere, Liverpools Jürgen Klopp, formulerede det præcist og med vanlig underfundighed, da han forleden blev bedt om en kommentar til Guardiolas klubskifte. »Hvis man har vundet først la liga tre gange i træk, så bundesligaen tre gange i træk og tænker, at nu er tiden inde til at prøve noget andet, jamen, så er England det helt rigtige sted. For ingen udfordring er større end at vinde Premier League,« sagde den tyske træner og tilføjede:

»Her i landet er en række klubber overbevist om deres naturlige ret til at være nr. et.«

Klopps egen Liverpool er en af dem, Arsenal en anden og Chelsea en tredje. Tottenham er den evige outsider, der med jævne mellemrum melder sig i topstriden. Og selv om Leicesters mesterskab i sidste sæson ligner en enlig svale – ikke mindst efter at de store klubber har powershoppet hos mestrene – var det langt mindre mirakuløst, end hvis eksempelvis Celta de Vigo havde vundet i Spanien eller FC Augsburg i Tyskland.

På den baggrund, og de rigmandsejede engelske klubbers købekraft taget i betragtning, kan det undre, at de endnu har relativt svært ved at tiltrække de allerbedste spillere. Ved den seneste afstemning om FIFAs Ballon d’Or var der kun fem Premier League-spillere blandt de 23, som fik stemmer, og blot to af dem nåede op i topti.

Til gengæld har trænerne smag for den uforudsigelige turnering. Blandt øjeblikkets varmeste navne mangler kun Carlo Ancelotti, Luis Enrique og Unai Emery, der må »nøjes« med Bayern München, FC Barcelona og Paris SG, og de engelske udskiftningsbænke bestyres næsten overalt af fagets fremmeste repræsentanter.

Ud over »førsteelskerne« Guardiola, Mourinho, Klopp og Chelseas Antonio Conte, bliver Ronald Koemann og Slaven Bilic spændende at følge i henholdsvis Everton og Westham. Argentinske Mauricio Potchettino har gennem adskillige sæsoner tryllet i Tottenham. Uden naturligvis at forglemme de hæderkronede veteraner Claudio Ranieri og Arsène Wenger, der i spidsen for henholdsvis Leicester og Arsenal sluttede som nr. et og to i sidste sæson.

Kapløbet mellem dem bliver tæt i den turnering, der begynder på lørdag. Så meget desto mindre grund er der til at fylde sig med fastfood, mener Guardiola. Om det, som The Guardian spår, kan blive den detalje, der tipper mesterskabskampen til Manchester Citys fordel, vil vise sig. Men der vil næppe heller blive taget nogen chancer blandt trænerne i de øvrige fire-fem klubber med realistiske chancer for at vinde Premier League.