Stjernebesat nytårstaffel

Stjernerne over København funklede om kap med diademer og pressens flashlys, da nationens spidser i aftes ankom til Kongehusets traditionsrige nytårstaffel.

Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard blev fanget på den gule løber på vej til nytårstaflet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aftenen kunne næsten ikke være mere perfekt til Kongehusets traditionsrige nytårstaffel på Amalienborg. På himlen over Dronningens København funklede stjernerne fra en stort set frostklar himmel, og flashene fra fotografernes kameraer fik diademer og ædelstensbesatte øreringe til at blinke, som var deres ejerkvinder medvirkende i et rigtigt kongeligt eventyr.

Men smukkest af alle funklede kronprinsesse Mary, og det i så høj grad, at såvel turister som hårdkogte pressefolk ikke kunne undlade at udstøde et lille suk ved det betagende syn af den diamantglimtende og smilende prinsesse. Den flotte gemal ved hendes side, kronprins Frederik, var da også synlig stolt, da han tog hendes hånd og førte hende op ad den røde løber foran Christian VIIs Palæ.

Kort forinden var prins Joachim ankommet ganske alene. Men til næste nytårstaffel 1. januar 2009 vil han uden tvivl ankomme med sin kommende hustru, Marie Cavallier. I øvrigt deltog hans tidligere hustru, Alexandra, ikke i den fine nytårsmiddag for landets spidser. Siden forrige nytårstaffel er hun blevet grevinde og dermed ikke længere at betragte som medlem af Kongehuset.

Til sidst ankom Dronningen og Prinsgemalen i den fornemme Rolls Royce med kronepladen. Prinsen som altid hjertevarmt vinkende og Dronningen elegant klædt i orangerød silkekjole. Derefter samledes den royale familie kortvarigt under private former for at ønske hinanden et godt nytår. Imens ankom de sidste ministre, hoffolk og toppersoner i dansk industri og forvaltning for at gøre sig klar til nytårsmiddag med musik, der bød på alt fra Offenbach over H.C. Lumbye til noget så relativt moderne som Bent Fabricius-Bjerres »Man skal se sig om i verden« fra musicalen »Den Lille Havfrue«.

For enkelte ministre var det første gang, at de skulle betræde de bonede royale gulve i forbindelse med en større middag. Det gjaldt den nye miljøminister Troels Lund Poulsen (V) og minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen (K). For andre var det den rene rutine at møde op til det traditionsrige taffel. Det gjaldt folk som skibsredder Mærsk Mc-Kinney Møller og undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Kl. 19.30 blev portene lukket, Livgarden holdt op med at gøre honnør, men stjernerne funklede fortsat over Dronningens København, mens nationens topfolk skålede i champagne og rystede med juvelerne inden døre.