Stjerneadvokat kritiserer Løkkes konstatering om hadforbrydelse

Lars Løkke konkluderede, at Søren Papes forlovede blev udsat for hadeforbrydelse, før sigtet var stillet for dommer.

Forsvarsadvokat kritiserer statsminister Lars Løkke Rasmussen for på Twitter at konkludere, at Søren Papes forlovede blev udsat for en hadforbrydelse, inden den sigtede var blevet stillet for en dommer. Scanpix/Nils Meilvang/arkiv Fold sammen
Læs mere

København. Da det torsdag kom frem, at justitsminister Søren Pape Poulsens (K) mandlige forlovede, Josue Vasquez, natten til torsdag var blevet slået ved en natklub, var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hurtig på tasterne.

Her konstaterede han på Twitter, at der var tale om en hadforbrydelse.

Det er kritisabelt, mener forsvarsadvokat Mette Grith Stage.

»Det er selvfølgelig frygteligt, når folk bliver udsat for forbrydelser.«

»Men som fremtrædende politiker skal man være varsom med, hvad man går ud og tilkendegiver offentligt i forhold til skyldsspørgsmålet, når vi samtidig har en sigtet, der nægter sig skyldig,« siger Mette Grith Stage.

Fredag oplyste Københavns Byret over for Ritzau, at den sigtede 34-årige mand fra Slovakiet kun var blevet fængslet for voldsforholdet.

En dommer i Københavns Byret fandt ikke begrundet mistanke om, at manden overfaldt Josue Vasquez på grund af hans seksuelle orientering.

Det gør statsministerens udtalelser endnu mere kritisable, mener Mette Grith Stage.

»Manden nægter sig skyldig, og dommeren har ikke engang fundet begrundet mistanke om det.«

»Så særligt set i det lys er det uheldigt at tilkendegive, at han har været udsat for en hadforbrydelse,« siger Mette Grith Stage.

/ritzau/