Stjal beviser fra stor hashsag

Uanstændigt siger politiet om frækt indbrud i Københavns Byret. Tyve stjal harddiske fra retslokale.

Politiets beviser i en straffesag mod en gruppe formodede hashsælgere er blevet stjålet fra et retslokale i Københavns Byret.

I frokostpausen i går stjal den eller de ukendte gerningsmænd fem harddiske, som rummer bevismateriale i sagen mod 16 mænd. De er tiltalt for at have kørt en indbringende forretning med salg af hash fra Litauens Plads på Vesterbro.

- Det er uanstændigt at begå indbrud i en domstol, men det må jo tyde på, at nogen mener, at vores bevismateriale er stærkt, lyder det fra politikommissær Steffen Th. Steffensen, der leder narkoefterforskning i Københavns Politi.

Indbruddet betyder, at uvedkommende kan få adgang til en række følsomme oplysninger.

På grund af sagen blev retsmødet tirsdag afbrudt. Men beviserne er ikke forsvundet. Der er fremstillet nye harddiske med materialet mod de tiltalte.

/ritzau/