Stjålet Kay Bojesen-abe er tilbage på kunstmuseet Trapholt

Museumsdirektør betegner Kay Bojesen-abe, der onsdag er tilbage i samlingen, som unik og uerstattelig.

Den 30 kilo tunge Kay Bojesen-abe blev stjålet i december og er nu tilbage på kunstmuseet Trapholt. Trapholt/Free Fold sammen
Læs mere

En 30 kilo tung Kay Bojesen-abe, der i vinter blev stjålet på kunstmuseet Trapholt i Kolding, er nu tilbage.

Det oplyser kunstmuseet i en pressemeddelelse.

»Det er en utrolig lettelse, at aben er skaffet tilbage. Den stammer fra Kay Bojesens eget værksted og er derfor helt unik og uerstattelig,« siger museumsdirektør Karen Grøn.

Kay Bojesen-aben blev stjålet under et indbrud på museet natten til 10. december 2018.

Aben indgår i udstillingen »Humøret i dansk design«, og fra onsdag vil figuren igen være at se på museet.

»Sagen viser, at det er vanskeligt at gemme og afhænde stjålne genstande fra et kunstmuseum.«

»Vi har stor ros til politiet, som vi har samarbejdet tæt med under hele forløbet,« siger Karen Grøn.

Pressemeddelelsen løfter ikke sløret for, hvordan aben er kommet tilbage på museet.

Men i januar blev en 24-årig mand anholdt og sigtet for at stå bag tyveriet af aben, som menes at have en værdi på omkring 100.000 kroner.

Hos Sydøstjyllands Politi oplyser pressekontakten, at efterforskningen af sagen endnu ikke er afsluttet.

Den 24-årige mand er løsladt, men fortsat sigtet i sagen.

Trapholt var udsat for endnu et indbrud nytårsnat, hvor et værk af guld og diamanter blev stjålet.

Der var tale om kunstværket »Rolexgate« af kunstneren Marco Evaristti.

Politiet oplyste forleden til JydskeVestkysten, at man er på bar bund i efterforskningen af denne sag.

/ritzau/