Stjålen julefred

Juleræset har nået dimensioner, der gør, at vi bliver nødt selv at skabe nogle åndehuller i højtiden for at finde julefreden.

I den moderne globaliserede og atomiserede tilværelse bliver vi efterhånden nødt til at skabe vores egne små nicher med ro, hvis vi vil opnå det, der så smukt kan karakteriseres som den julefred, der gerne skulle sænke sig over os i de kommende dage.

De seneste 40-50 år er vi i den vestlige verden bare blevet rigere og rigere. Med rigdommen opstår stigende krav om at købe, købe og købe flere og flere og dyrere og dyrere gaver og mere og mere mad. Butikkerne begynder at juleudsmykke allerede i oktober. Så juleræset har hele to måneder at accelerere i og gøre familierne så stressede, at de aldrig når at bremse op og falde ned til den 24. december.

Ydermere resulterer de mange skilsmisser i, at børn med bedsteforældre og nye familiekonstellationer kan komme til at holde op til fire »juleaftener«.

Hjemme hos os er vi inviteret til »juleaften« i morgen hos en familie med en masse små børn og dertil nogle voksne, vi ikke kender, ud over dem, vi er i familie med. Det kan blive hyggeligt, men julefreden når nok ikke at sænke sig. Selve juleaften skal vi holde hos svogerskabet sammen med hans svigerfamilie. Med sammenskudsmiddag, masser af mennesker, gaver og efterfølgende pakkeleg når man nok heller ikke at falde ned fra ræset den aften. Ikke en gang i kirken juleaftensdag når man helt at finde roen. For hvordan går det med anden derhjemme i ovnen? Og hvad med de brune kartofler, man senere skal i gang med? Og vil sovsen lykkes? – dukker tankerne op imellem salmerne og præstens prædiken.

Alt det er der sådan set ikke noget nyt i. Men for nylig blev der offentliggjort en undersøgelse, som viste, at danskerne langtfra er tilfredse med den måde, de fejrer jul på. Mange ville allerhelst købe en flybillet til et fjernt land og tilbringe julen der. Men man accepterer vilkårene for familiens skyld.

I VORES FAMILIE forsøger vi så at skaffe os nogle små pusterum i de nicher, vi selv skaber ind imellem de »store« fester.

Sidste weekend tog vi i sommerhus ved Vesterhavet. I den store, mørke stilhed spiste vi ribbensteg med rødkål, brun sovs og kartofler. Der var ild i brændeovnen. Og på terrassen uden for glasdørene blev der tændt levende røde lys i hurricaneglas. Næste morgen stod vi op til et klitlandskab, der var dækket af rimfrost. Det kunne ikke være mere romantisk, da Steen Steensen Blicher vandrede på den jyske hede. Selv gik vi tur på stranden, da solen var på vej til at bryde gennem disen!

Og lillejuleaften skal vi bare gå lige så stille rundt derhjemme i joggingbukser og pakke de sidste gaver ind, koge rødkål, nippe til godterne og et glas portvin og måske spise lidt fisk til aftensmad.

Og selv nytårsaften har vi i år inddraget til en af de små nicher med så megen fred og ro, som det nu bliver muligt. Vi har sagt nej tak til den store fest, fordi vi har lyst til blot at holde aftenen helt for os selv. Lidt gode snacks til den mousserende vin og Dronningens nytårstale. Hummer. En flaske rigtig god rødvin til hovedretten, Bordeaux formodentlig. En tæt, tæt chokoladekage med en klat vaniljeis til. Dessertvin. Til midnat går vi ud og mødes med naboerne og skyder tre raketter af. Og bagefter går de nok med ind til os eller vi ind til dem – og fester videre, til vi dratter om i sengen. Men så fik vi da vores nytårsfred indtil midnat. Og næste år har vi ikke nogen planer om at sige nej tak til den store fest. Hvis vi overhovedet bliver inviteret.

Da må vi skaffe os nogle andre og nye nicher.