Stilladsarbejder er i kritisk tilstand efter faldulykke

En 35-årig mand er faldet ned fra en lift på Vesterbro i København. Sagen behandles som en arbejdsulykke.

En stilladsarbejder er torsdag middag faldet ned fra en lift i tredje sals højde på Gasværksvej på Vesterbro i København.

Det oplyser Københavns Politi.

Mandens tilstand er kritisk, fortæller vagtchef Henrik Stormer.

»Der er tale om en ulykke, men jeg kan endnu ikke fortælle om de nærmere omstændigheder,« siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 12.14.

» Nu skal Arbejdstilsynet undersøge sagen,« siger Henrik Stormer.

Manden var på arbejde, da ulykken skete, hvorfor den undersøges som en arbejdsulykke af Arbejdstilsynet.

/ritzau/