Stiksår narrede ikke politiet - manden varetægtsfængslet

En 31-årig mand blev mandag varetægtsfængslet i 24 dage sigtet for forsøg på manddrab. Han stak sig selv for at forvirre politiet.

En 31-årig mand, der stak sig selv for at forvirre politiet i en knivstikker-sag, blev mandag varetægtsfængslet i 24 dage.

Han er sigtet for forsøg på manddrab, efter at han fire gange søndag stak sit offer i en lejlighed på Sundholm på Amager. Inden ordensmagten nåede frem, stak han sig selv i armen for at skyde skylden på den anden mand.

De to mænd kendte hinanden og havde søndag hængt ud i ofrets lejlighed, hvor de havde drukket tæt. De kom op og skændes og ofret blev blandt andet stukket i ryggen.

Gerningsmanden, der er en gammel kending af politiet, nægter sig dog skyldig.

/ritzau/