Er dansk teater et ekkokammer? Det kan man sagtens synes: Det meste af det politiske teater, der produceres her i landet, prædiker for en i forvejen indforstået menighed. Men det har instruktøren og dramatikeren Tue Biering, sjældent bange for noget, gjort op med i den udfordrende og konfrontatoriske – og flere gange Reumert-vindende – forestilling »Rocky!«, som oprindelig havde premiere i 2017 på Husets Teater i regi af Bierings eget teater, Fix & Foxy.

Nu tager den en runde mere i ringen på Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison, som led i den københavnske scenekunstfestival CPH Stage. Forestillingen har lånet sin titel fra et af de populærkulturelle fænomener, som Tue Biering så godt kan lide at spejle sine historier i – i dette tilfælde Sylvester Stallone-filmen fra 1976. Den, der handler om den evige underdog, bokseren, som går hen og får succes trods sit udgangspunkt som en af den store, umælende hob. Den slags historier elsker vi. Men hvad nu, hvis han siger alt det, man ikke vil høre? Hvad nu, hvis taberhelten benytter lejligheden til at viderekolportere synspunkter, de fleste på parnasset vil betragte som en direkte trussel mod deres egne værdier? Er vi villige til at høre på dem?

Forestillingen er blevet til på baggrund af en politisk virkelighed, hvor store masser i stigende grad vender sig mod autoriteter og eliter. Og der går et veritabelt gys gennem den, når den i de sidste minutter lader en dansk politisk virkelighed træde ind på talen og tale publikum direkte imod. Og så har vi ikke sagt for meget.

Morten Burian, (næsten) alene på scenen leverer en fornem præstation som stemmen fra bunden.

Uddrag af anmeldelsen:

»Og så slutter det hele af med … Nej, det vil jeg ikke afsløre. Kun vil jeg tilføje, at jeg sad tilbage med tårer i øjnene af lykke over, at jeg denne tirsdag aften oplevede, at teatret er i stand til at beskæftige sig med de allermest besværlige diskussioner af tidsånd og magt, at det kan være mere aktuelt og i større overensstemmelse med virkeligheden end virkeligheden selv, og at det kan forlænge mine empatier ud over grænsen for, hvad jeg turde drømme.«