Statuerne tilhører mændene

Der er mere end langt mellem statuer af navngivne, danske kvinder i det offentlige rum. Ifølge en museumsdirektør så langt, at »det er lige før, at der burde indføres kønskvoter på fremtidens monumenter«.

Historien om forfatteren Karen Blixen, hendes kollega Inger Christensen, ministeren Nina Bang og andre af Moder Danmarks dygtigste døtre står hverken mejslet i sten og marmor eller støbt i bronze.

Fra Skagen til København er der nemlig mere end langt mellem historiske monumenter og mindesmærker rejst til ære for navngivne danske kvinder, og i landets hovedstad er der ikke meget mere end et par statuer, hvor det er kvinder, der er foreviget.

Og hvad så, vil læseren måske spørge. Statuerne er jo kunstværker af i går. De afspejler blot en for længst svunden tid, hvor det var mænd, der skrev historien.

Rigtigt, lyder det fra direktør Christine Buhl Andersen fra museet for kunst i det offentlige rum, KØS. Men, tilføjer hun, »det er også meget vigtigt at få synliggjort de kvinder, der har gjort en stor indsats«.

Og kønsdiskussionen om historiske mindesmærker er netop en af de debatter, KØS rejser på en såkaldt danmarkstour, hvor museet i løbet af maj og juni besøger ti mindesmærker i ti byer for at debattere værkernes betydning med lokale borgere, eksperter og kunstnere.

»Det er lige før, at der burde indføres kønskvoter på fremtidens monumenter i det offentlige rum,« mener Christine Buhl Andersen:

»Det er tydeligt, at kvinder er voldsomt underrepræsenteret. Hvorfor har vi for eksempel ikke et monument over digteren Inger Christensen eller Nina Bang, vores første, kvindelige minister?«

Soklen er et mandligt privilegium

Der er skønsmæssigt 3.500 offentligt og frit tilgængelige historiske monumenter rundt omkring i kommunerne. Det fremgår af en opgørelse foretaget af museumsinspektør Inge Adriansen fra Museum Sønderjylland og Sønderborg Slot i forbindelse med bogen »Erindringssteder i Danmark«.

Omkring en femtedel af monumenterne markerer navngivne personer, men kun »en forsvindende lille del af disse er kvinder«, som Inge Adriansen udtrykker det.

Således kan hovedstaden stort set kun prale af statuen af dronning Caroline Amalie i Kongens Have og statuen af skoleleder og kvindesagsforkæmper Natalie Zahle i Ørstedsparken. Den ene fra 1893, den anden fra 1916.

»Det er helt klart et mandligt privilegium at være anbragt på en sokkel i helfigur,« mener hun.

Christine Buhl Andersen erkender, at det i dag er sjældent, at der bliver rejst monumenter for navngivne mænd og kvinder. Men det sker. Og en af statuerne er faktisk af en kvinde, og den er fra 2010.

Det er forfatteren Lise Nørgaard på en bænk i Roskilde, der i øvrigt også kan prale af en rytterstatue af Margrete I, der kom på plads i 2006.

»Det interessante ved statuen af Lise Nørgaard er, at soklen er væk, og at den, man vil hædre, er pillet ned af piedestalen og er i menneskestørrelse. Statuen viser Lise Nørgaard som en af Roskildes egne borgere,« mener hun:

»Kvinder har fået mere magt i samfundet, men nogle mener, at kvinder slet ikke bryder sig om at fremhæve sig selv som enkeltindivider i samme grad som mænd. Men det er da vigtigt at hædre vores kvindelige rollemodeller og heltinder. Også i det offentlige rum.«

»Fortidens synder«

Inge Adriansen tvivler på kvindekvoter og statuer:

»Men vi skal finde en mere fornuftig balance end den, vi har i dag. Det gælder ikke bare monumenter, det gælder også navngivning af veje og pladser. Det er i meget ringe grad kvinder, der bliver opkaldt efter,« siger hun og tilføjer, at hun er »sikker på, at det i dag er noget, man er opmærksom på i kommunerne«.

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) enig i, at det er mændene, der er noget inden for statuerne i Københavns Kommune.

»Men det er fortidens syndere, og dem kan vi ikke gøre meget ved. Vi kan ikke gå ud og pille statuer og monumenter ned. Det ville være en mærkelig måde at korrigere for fortidens sexisme,« siger han.

Ifølge Morten Kabell er »det at rejse monumenter en forgangen ting«, og han kan i sine »mange år på rådhuset« kun huske to, måske tre henvendelser om at opstille statuer.

»Den tid, hvor vi som by satte statuer op, er forbi. Men skulle nogen søge om tilladelse, så kan jeg kun opfordre dem til at huske på den ene halvdel af menneskeheden,« siger han.

Når det gælder navne på veje og pladser, er der ifølge Morten Kabell også »en klar overvægt af mænd, der har fået opkaldt noget efter sig«. Men, tilføjer han, »det har Borgerrepræsentationen gjort noget ved« med en »klar målsætning om«, at gade- og vejnavne fremover skal »afspejle de to køn«.

»Det tager vi seriøst. Det er ikke sådan, at fordelingen skal være lige præcis fifty-fifty, men vi arbejder med en kvindebevidsthed, og lige nu er langt den overvejende del af dem, der får noget opkaldt efter sig i København, kvinder,« siger han og henviser til, at det bl.a. lige er blevet besluttet at opkalde en plads i Carlsberg-byen efter maleren Franciska Clausen.

I øvrigt har København allerede en Karen Blixens Vej og en Nina Bangs Plads.