En statue af den dansk-norske missionær Hans Egede er blevet udsat for hærværk natten til tirsdag i det indre København.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq, som har fået oplysningen bekræftet hos Københavns Politi.
Hans Egede var missionær og kolonist i Grønland i 1700-tallet.
Statuen er blevet påmalet ordet »decolonize« - afkoloniser - med rød maling. Samme tur fik en statue af Hans Egede i Nuuk i Grønland tidligere i juni.
Hans Egede-statuen i København står ved Frederiks Kirke - bedre kendt som Marmorkirken.
»Sagen vil blive efterforsket som en hærværkssag,« oplyser Københavns Politi til Sermitisiaq.
Flere steder i Nordamerika og Europa er monumenter af fremtrædende kolonialister blevet revet ned eller på anden måde udsat for hærværk af demonstranter.
Det er sket i forbindelse med de seneste ugers protester mod racisme og politivold efter George Floyds død i USA.
/ritzau/