Statsrevisorer vil have styr på jobrod

Rigsrevisionen bør gå ind i sagen om det økonomiske rod med jobrotationsordningen. Det mener de to statsrevisorer Henrik Thorup (DF) og Kristian Jensen (V).

»De overskridelser af budgettet, som vi ser, er meget alvorlige,« lyder det fra Venstres næstformand, Kristian Jensen (V). Han mener ligesom sin statsrevisorkollega Henrik Thorup (DF), at Rigsrevisor skal kulegrave jobrotationsordningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Budgetoverskridelser og misbrug af jobrotationsordningen få nu flere statsrevisorer til at kræve en kulegravning af ordningen.

»Der er meget, der tyder på, at man ikke har ført det tilsyn, der lovgivningsmæssigt er lagt op til. Det mener jeg, at Rigsrevisor skal kigge på,« siger Henrik Thorup, Dansk Folkeparti.

Han er næstformand for Statsrevisorerne, der reviderer statens regnskaber og kan bede Rigsrevisor om at gå ind i sagen.

»Vi kommer til at tage sagen op på vores næste møde i juni. For os er det er spørgsmål om at finde ud af, hvad der er hoved og hale i sagen. Måske kan man blive klogere og lære lidt af det. Det handler ikke bare om en løftet pegefinger og skældud. Vi er lige så tilfredse, hvis vi kan lære noget,« siger Henrik Thorup om den varslede kulegravning af ordningen.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, er også statsrevisor og bakker kravet om en kulegravning op:

»De overskridelser af budgettet, som vi ser, er meget alvorlige. Det har været en uklar administration, der har kostet skatteyderne mange penge. Det er helt klart noget, som Rigsrevisionen skal kigge på. De skal kigge på om reglerne er blevet fulgt, og om budgetoverskridelsen er blevet forelagt Folketingets Finansudvalg på ordentlig vis,« siger Kristian Jensen.

Reaktionen kommer, efter Berlingske har fortalt, at den særlige jobrotationsordning har overskredet budgettet med 88 procent i 2014. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) budgetterede med 859,9 mio kroner til, at virksomheder kunne ansætte vikarer, mens deres medarbejdere opkvalificerede sig, men brugte 754,5 mio. kroner mere end budgetteret.

Det er langtfra første gang, at jobrotationsordningen sprænger alle økonomiske rammer i Beskæftigelsesministeriet. I 2013 var der også en stor budgetoverskridelse, da jobrotationsordningen løb løbsk, og virksomheder begyndte at lade medarbejdere vikariere for egne lærlinge. Selv om hullet er lukket, kommer regningerne stadig fra de aftaler, der allerede var indgået.

Samtidig viser det sig, at ordningen ikke blot voksede sig større og dyrere, end regeringen ønskede sig. Onsdag afdækkede TV 2-programmet Operation X, at danske virksomheder angiveligt misbruger ordningen. Københavns Kommune kan ifølge Operation X være blevet snydt for 35 mio. kroner af tre firmaer med samme ejer.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo-Andersen, der samtidig også er statsrevisor, er åben over for en drøftelse af, om Rigsrevisor skal kulegrave ordningen.

»Jeg vil ikke afvise, at Rigsrevisor skal kigge på det. Vi har siden 2013 vidst, at beløbet, som bruges på denne rigtigt gode ordning, ville være kraftigt stigende i 2014 og faldende fra 2015 og fremefter, fordi det hul, med at virksomhederne brugte ordningen til lærlinge, kostede dyrt. I og med at der har været fuld åbenhed, og at alle er orienteret har jeg umiddelbart har jeg også svært ved at se, at der skulle være noget at komme efter for Rigsrevisionen,« siger Lennart Damsbo-Andersen, der samtidig ikke mener, at skattekronerne til ordningen er spildte:

»Vi kan se, at det er en af de metoder, der virker. Vi får uddannet og efteruddannet medarbejdere og får flere ud i ordinært arbejde. Så på den måde er det virkelig en succes.«

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) tager kravet om en rigsrevisonsundersøgelse helt roligt:

»Rigsrevisionen skal være velkommen til at gå ordningen efter,« sagde han i fredagens udgave af Berlingske.