Statsministeren kaldte danskerne til national samling på Facebook i prime time

Statsminister Lars Løkke Rasmussen løftede mandag aften sløret for regeringens 2025-plan i en livevideo på Facebook. Videoen har genereret et hav af reaktioner.

Lars Løkke Rasmussen fortalte mandag aften om regeringens nye 2025-plan i en livevideo på Facebook. Fold sammen
Læs mere
Foto: Facebook/Lars Løkke Rasmussen

Mandag aften i bedste sendetid løb et nyt afsnit af »Dicte« over skærmen på TV2. Men var du i stedet på Facebook, opdagede du måske, at en anden dansk person gjorde sig bemærket i spotlyset.

Klokken 20 indtog statsminister Lars Løkke Rasmussen nemlig Facebook med en livevideo fra Marienborg. Her præsenterede han på bedste »nytårstale«-manér nogle af hovedpunkterne fra regeringens 2025-plan, som ellers først skulle fremlægges tirsdag.

Det er ikke første gang, at statsministeren har taget Facebook Live i brug, men det er første gang, at en af Lars Løkke Rasmussens livevideoer har skabt noget nær en national forsamling på de sociale medier og er blevet vist knap 150.000 gange på under ét døgn. Over 2500 fløj til tasterne midt i aftenskaffen og »Dicte« for at kommentere på statsministerens tale. Nogle var begejstrede, andre knapt så begejstrede.

En af de mere skeptiske var Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen. Han slog overfor DR Nyheder ned på, at Lars Løkke Rasmussen med en Facebook livevideo - i første omgang - forhindrede danske journalister i at stille kritiske spørgsmål til regeringens 2025-plan.

Men selvom livevideoen ikke gav journalisterne mulighed for at stille spørgsmål på samme måde som ved et pressemøde, så lykkedes det alligevel flere medier at presse spørgsmål ind i kommentarsporet hist og her.

At statsministeren præsenterede planen i en livevideo på Facebook gav desuden rig mulighed for, at almene danskere kunne reagere og danne sig et indtryk af planen. Og det roser nogle af Facebook-brugerne da også Lars Løkke Rasmussen for.

Mange af borgernes kommentarer forholder sig særligt til regeringens forslag om at give skattelettelser, hæve pensionsalderen og skære i SUen.

Flere skarpe Facebook-brugere undrer sig eksempelvis over, at regeringen planlægger skattelettelser, når en meningsmåling i Jyllands-Posten så sent som i weekenden kunne fortælle, at flertallet af danskerne ønsker mere velfærd fremfor skattelettelser.

Tirsdag er der dagen igennem blevet afholdt forskellige pressemøder, hvor regeringens nye 2025-plan er blevet uddybet.