Statens Serum Institut (SSI) har netop ansat ny direktør, skriver SSI i en pressemeddelelse.

Det bliver Henrik Ullum, der er uddannet læge fra Københavns Universitet og har erfaring fra sundhedsvæsenet og forskningsverdenen. Han tiltræder direktørstolen fra sin stilling som professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet.

Overlæge og professor Henrik Ullum bliver ny direktør for Statens Serum Institut.
Overlæge og professor Henrik Ullum bliver ny direktør for Statens Serum Institut. Henrik Ullum

Det er Sundheds- og Ældreministeriet, der har ansat Henrik Ullum. I pressemeddelelsen siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S):

»Statens Serum Institut er helt central for vores aktuelle håndtering af covid-19, men også andre smitsomme sygdomme. Opgaver, der er vigtige for det danske samfund. Henrik Ullum er en stærk forskningsmæssig, klinisk og ledelsesmæssig profil, og han vil som direktør kunne drive og videreudvikle Statens Serum Institut.«

Tiltrædelsen sker per 1. december 2020.

»Jeg glæder mig til at stå i spidsen for et enestående hold af eksperter i kampen mod covid-19 og andre smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme. Statens Serum Institut har siden etableringen i 1902 været helt central i vores lands bekæmpelse af infektioner, og instituttet har fantastiske kompetencer inden for diagnostik, sygdomsovervågning, vaccineudvikling, biobanker og forskning. Midt i orkanens øje under den aktuelle covid-19-epidemi håber jeg at kunne bidrage med samarbejde og strategisk udvikling,« siger Henrik Ullum i pressemeddelelsen.

Siden slutningen af juni har SSI stået uden fast direktør, efter at den forhenværende direktør, Mads Melbye, fratrådte sin stilling. Fratrædelsen skete efter en undersøgelse foretaget af Kammeradvokaten, der i over et halvt år havde kulegravet forhold i instituttet.

Kammeradvokaten undersøgte en række forhold, der drejede sig om mistanke om en sammenblanding af instituttets interesser og ledende medarbejderes private økonomiske interesser.

Mads Melbye kaldte det »uforståeligt« og »fuldstændig urimeligt«, at undersøgelsen overhovedet blev iværksat.

»Jeg er dybt rystet over at opleve, hvor stort et apparat man kan sætte i gang på så tyndt et grundlag. Det er skræmmende at erfare, hvor meget en sådan undersøgelse kan ødelægge på sin vej,« sagde Mads Melbye til Berlingske 29. juni.

I rapporten fandt Kammeradvokaten flere »alvorlige« overtrædelser af habilitetsreglerne.

Det skete blandt andet i forbindelse med ansøgninger om HIV-patenter og forhandlinger om en licensaftale med Serum Institute of India. Undersøgelsen kostede også den faglige direktør og ledende forsker Peter Lawætz Andersen en skriftlig advarsel for brud på reglerne om habilitet.

Opdateres ...