»Staten kan jo ikke kontrollere folks glas«

Regeringens egen forebyggelseskomission siger, at flere forbud og afgifter vil gøre folk raske. Men en så markant aflivning af liberale grundtanker, vækker skepsis.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis regeringen vil gøre den svageste og sygeste del af befolkningen mere raske, skal den gøre op med årtiers frivillighedsbaseret kampagnepolitik på sundheds- og forebyggelsesområdet. I stedet skal der forbud, afgifter og langt mere »blanden sig« i folks liv på idétavlen.

Det er budskabet fra regeringens egen forebyggelseskommission, der om få måneder kommer med sin betænkning.

Kommissionen lægger dermed op til et opgør med liberale principper, men det er prisen, hvis politikerne ønsker at hjælpe de svageste i samfundet, lyder det fra kommissonens formand, Mette Wier:

»Alle de tiltag, der baserer sig på frivillighed og på, at folk selv skal tage ansvar, uddyber den sociale ulighed, for det er primært den ressourcestærke del af befolkningen, der tager imod de gode råd og reagerer på dem. Hvis politikerne vil den sociale ulighed i sundhed til livs, må vi have fat i de strukturelle tiltag som afgifter, forbud og skolemad, der også når de ressourcesvage.«

Syv års forskel
I sin endelige betænkning vil forebyggelseskommissionen gøre opmærksom på en række initiativer, der kan forbedre danskernes sundhed og nedbringe den voksende ulighed i sundhed. En ulighed, der betyder, at en gennemsnitlig beboer i Kongens Enghave dør syv år tidligere end en person nogle få hundrede meter væk i Frederiksberg Kommune.

På idélisten har forebyggelseskommissionen også kontante tiltag som markant øgede afgifter og flere forbud mod alkohol og tobak, samt flere cykelstier, sund skolemad i socialt belastede områder og mere opsøgende sundheds- og socialpersonale,

»Det har været tabubelagt at blande sig i folks livsstil ved at bruge forbud og afgifter. Vi vil gøre opmærksom på, at det nødvendigvis er dér, man skal hen, hvis man vil reducere den sociale ulighed. Vi må gøre status og sige: Informationskampagner og frivillighed virker kun for nogen,« siger Mette Wier.

Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Venstres Preben Rudiengaard, er ikke begejstret:

»Ideerne om forbud og afgifter henleder tankerne på Forbudssverige. Som læge er det min erfaring, at tryk avler modtryk. Vi forbyder snart dit og dat, det er ikke noget, der kan vokse i Venstres have. Vi vil ikke være med til at tryne hele samfundet,« siger han.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er heller ikke umiddelbart udelt begejstret, men han vil ikke drage konklussioner, før han har læst kommissionens arbejde.