Stadigt færre plejestrejker

Nu kun arbejdsnedlæggelser blandt plejere i seks kommuner.

Antallet af arbejdsnedlæggelser i den kommunale plejesektor svandt tirsdag til seks kommuner - nogle af stederne kun på enkelte arbejdspladser.

Ifølge fagforeningen FOA's opgørelser var der overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i Århus, Randers, Syddjurs, Haderslev, Nordfyn og Roskilde kommuner. Der var ingen steder rapporter om faglige møder, som blev holdt i arbejdstiden.

Sektorformand i FOA for social- og sundhedsassistenter og andet plejepersonale, Karen Stæhr, skønner, at de aktionerende mener at have nået et mål, selv om kun en håndfuld byråd har tilbudt større eller mindre forbedringer.

- Det jeg hører er, at folk synes, at nu er det blevet hørt af både befolkningen og af politikerne, at de vil have mere i løn, siger Karen Stæhr til Ritzau.

/ritzau/