Den 11. april 2018 dumpede en mail ind i innovationsminister Sophie Løhdes indbakke.
Mailen var fra Per Rosenlund, og den indeholdt en simpel opfordring til statens chefforhandler under de højspændte overenskomstforhandlinger:
»Stå nu fast, Sophie.«
Per Rosenlund er netop blevet kaldt på arbejde. Han kører lastbil for PostNord i Herning. Han betaler selv sin frokostpause.
Det var de offentligt ansattes krav til løn og spisepause, der fik ham til at skrive til ministeren.
»Når jeg taler med mine kolleger hos Postnord, så har de ikke meget til overs for det krav om spisepausen. Hvorfor skal de have den betalt, når vi ikke får den betalt. Vi står jo også til rådighed. Jeg ved, at det er en gammel kutyme. Og min kone siger også, at så skal hun til at arbejde 2,5 timer mere. Men det gør jeg jo også, siger jeg. Den er jo ikke gratis for mig,« siger han og fortsætter:
»Ja, tak, siger jeg. Men hvem skal betale det. Det er jo ikke en gratis omgang. Hvor skal pengene komme fra? Det skal vi alle betale over skattebilletten. Hvis de får det som rettighed, skal de i hvert fald give noget andet. Men det er de jo ikke tilfredse med,« siger Per Rosenlund.
Frokostpausen på bordet igen
Fredag morgen mødes arbejdstagere og arbejdsgivere i Forligsinstitutionen til endnu et kapitel i overenskomstforhandlingerne 2018.
En af de helt store knaster er fortsat spørgsmålet om spisepausen. Kutyme eller ej.
Ved forhandlingerne i onsdags afslog de statsansatte ifølge Berlingskes oplysninger en model, hvor frokostpausen skrives ind i overenskomsten mod at betale med større fleksibilitet. Staten ønsker, at de ansatte arbejder på kvartalsnorm frem for månedsnorm.
Det handler om penge og fleksibilitet.
Men bag knasten gemmer sig også et klasseskel på det danske arbejdsmarked, som professor emeritus i offentlig forvaltning Jørgen Grønnegård Christensen konstaterede i Weekendavisen den 13. april.
Cirka en tredjedel af de danske lønmodtagere får frokostpausen betalt, mens to tredjedele selv betaler frokostpausen og følgende arbejder en halv time mere om dagen. Den tredjedel, der får frokostpausen betalt, er hovedsageligt offentligt ansatte, mens de resterende hovedsageligt er ansat i det private. Internt i den offentlige sektor er det de 90 pct. højest uddannede, der får frokostpausen betalt, mens det er de lavtlønnede, der selv må betale.
»Hvorfor der er denne forskel, er der ingen, der kan forklare. Der er i hvert fald ingen nobel forklaring,« spørger Jørgen Grønnegård Christensen.
Milliarder gemt i frokosten
Ifølge beregninger udgør den betalte frokostpause tilmed besparelsespotentiale for milliarder.
Beregninger fra DA viser, at de offentligt ansattes betalte frokostpause svarer til 46.000 stillinger, som man enten kan spare væk eller bruge til at hæve serviceniveauet i den offentlige sektor, hvis man altså valgte at afskaffe den betalte frokostpause.
Beregningerne er baseret på, at hver offentligt ansat i gennemsnit holder 28 minutters frokostpause, og at hvis den betalte frokostpause blev afskaffet, så ville man få 28 minutters ekstra arbejde ud af hver af de ca. 800.000 offentligt ansatte hver dag.
»Vi har lavet analysen for at vise værdien af den offentligt betalte frokostpause. Når man sammenligner løn og vilkår mellem offentlig og privat sektor skal det med, at offentligt ansatte hver dag i gennemsnit går hjem en halv time før de privat ansatte på grund af frokostpausen. Pausen udgør en meget stor værdi, der svarer til 46.000 fuldtidsansatte, og i en tid med mangel på arbejdskraft i den private sektor er det relevant at overveje, om vi bruger vores arbejdskraft optimalt,« siger adm. direktør Jacob Holbraad fra DA.
Hørte til i arbejdsretten
Konflikten om den betalte frokostpause omhandler dog primært de statsansatte.
Frokostpausen er ikke nedskrevet nogen steder. Den er betegnet som lokal kutyme, og i november 2017 sendte Moderniseringsstyrelsen, som er sat i verden for at effektivisere den offentlige sektor, et brev ud til forhandlerne i de igangværende overenskomstforhandlinger. Heri gjorde Moderniseringsstyrelsen det klart, at den lokale kutyme kan afskaffes lokalt, og således blev den betalte frokostpause en knast i de igangværende forhandlinger.
»Timingen er ikke særlig heldig med det brev, for det bliver en del af optakten til overenskomstforhandlingerne, og det skaber en usikkerhed blandt lønmodtagerne, som har oplevet, at offentlige arbejdsgivere tidligere har inddraget kutymefridage, eksempelvis. Den usikkerhed kan arbejdstagerne ikke leve med, så nu bliver det en del af overenskomstforhandlingerne,« siger forklarer Nana Westley Hansen, som er arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet - og fortsætter om beregninger fra Dansk Arbejdsgiverforening:
»Det DAs beregning rigtigt fint viser, er, at det ikke alene er et spørgsmål om, at du kan gå ud på en café og spise frokost. Det, der betyder noget, er, at de laver en beregning af, hvad spisepausen er værd i arbejdstid, og at det giver mulighed for at tænke spisepausen som en mulighed for besparelser, og det er noget, som folk derude vil kunne mærke. De føler, at de løber stærkt nok i forvejen,« siger Nana Westley Hansen.
DA går skridtet videre og spår, at Danmarks BNP kan løftes med 35 mia. kr., hvis de offentligt ansattes frokostpause spares væk. Det samme gør tænketanken Kraka, der opgør effekten til 27-29 mia. kr.
En ordentlig arbejdsplads
Knap 200 kilometer syd øst for Herning er Christian Bang Jacobsen tillidsrepræsentant for DJØFerne i Landbrugsstyrelsen.
Styrelsen er udflyttet. Hans spiser sin frokost i kantinen på Augustenborg Slot på Als.
»Typisk går vi til frokost halvtolv. De, der har fået nogle hasteopgaver, arbejder så videre ved computeren, og de, der har mange opgaver for tiden, sidder ved computeren og spiser. Vi står til rådighed i vores frokostpause,« siger han.
Derfor vil han heller ikke have noget imod, at forhandlerne i forligsen lander en aftale, hvor pausen skrives på papir med tilhørende rådighedsforpligtelse.
»Det lyder som en god løsning, men det kommer an på, hvilke modkrav der skrives ind. Det kan være alle mulige modkrav, som vi ikke kender til,« siger han.
Men hvorfor skal fælleskassen egentlig betale din pause, hvis nu I faktisk ikke har ret til den, og arbejdsgiverne kan sløjfe den?
»Det vigtige for mig er, at man kan lave en attraktiv offentlig arbejdsplads. For DJØFere er der lønforskel mellem offentligt og privatansatte på 16 procent. Hvis man sparer syv procent på lønnen, som frokostpausen svarer til, vil gabet være endnu større, og det vil være mindre attraktivt at arbejde i det offentlige. Vi skal også kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere.«
Konstruktivt fedt
Selvom der ikke er tvivl om, at den betalte frokostpause har en reel økonomisk værdi, så er det ikke helt så simpelt at gøre op, mener Jørgen Grønnegård Christensen.
»Vi havde lønkommissionen for en halv snes år siden, som arbejdede grundigt med det, og de fandt ud af, at forestillingen om, at offentlige ansatte var mindre begunstiget end private, den holdt ikke, men der var forskel på, hvordan man blev begunstiget, og der kunne betalt frokost være en del af det,« forklarer Jørgen Grønnegård Christensen.
Professoren advarer imod sådan uden videre at gøre en betalt frokostpause op som en ren udgift eller »overflødigt fedt« i den offentlige sektor. Effekten betalt frokostpause kan være svær at måle, men den er ikke ligegyldig for medarbejdernes motivation.
»Min pointe er, at betalt frokost kunne være noget, man giver for at motivere sine medarbejdere, hvis det er et emne mellem lokal ledelse og de lokale medarbejdere. I så fald er den betalte frokost en anerkendelse af medarbejdernes indsats, som medarbejderne føler som et klap på skulderen mere end bare ren økonomi,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.
Der findes akademisk litteratur, der fokuserer på netop den form motivation, og det er en af grundene til, at det kan være svært at måle udgifter op mod produktivitet i den offentlige sektor.
»Men hvis den betalte frokostpause bliver skrevet ind i overenskomsten, så virker den betalte frokost ikke længere som en motivation fra den lokale ledelse. Så bliver det en fast rettighed, men også en fast udgift, som ikke motiverer til produktivitet. Det bliver så at sige autoriseret fedt af den slags, som man ofte gerne vil skære i den offentlige sektor,« forklarer Jørgen Grønnegård Christensen.