SSI mangler vigtige tal fra udbydere af test: »Vi kan komme til at mangle en central information om, hvor mange der er smittede«

Statens Serum Institut har ikke det fulde overblik over, hvor mange der bliver testet positive med test fra private udbydere. Eksperter peger på, at det kan hæmme myndighedernes overblik over smitten, der kan eskalere, i takt med at samfundet genåbnes. SSI lover, at flere udbydere løbende vil begynde at indberette resultater.

Lyntest spiller en væsentlig rolle i den danske teststrategi. Statens Serum Institut, der overvåger smittetallene, har dog ikke det fulde overblik over, hvor mange der bliver testet positive for covid-19 gennem test fra private udbydere. »Problematisk,« mener ekspert. Her ses det testsetup, der tidligere på året var opstillet i Parken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

Test vil udgøre en afgørende brik i forårets helt store puslespil: genåbningen af det danske samfund. Sådan lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) 13. februar i et interview til Berlingske.

Hun meddelte, at danskerne formentlig skal vænne sig til at blive testet et par gange om ugen.

Siden 1. marts har flere genåbnede skoler i Jylland og på Bornholm brugt kviktest som et vitalt værktøj til at kunne kontrollere smitten under genåbning.

Selvom test fra private udbydere allerede spiller en væsentlig rolle og formentlig vil indtage en endnu vigtigere rolle, har Statens Serum Institut (SSI) ikke styr på, hvor mange borgere der til daglig bliver testet positive med test fra private.

Det er nemlig vidt forskelligt, hvor mange udbydere der sender positive testsvar til instituttet, viser SSIs oversigt fra 1. marts.

Oversigten afslører, at SSI visse dage har registreret tal om positive svar fra 16 udbydere af private test. Andre dage har instituttet kun modtaget tal fra ni udbydere, fremgår det af oversigten. Det betyder, at der via lyntest hos private udbydere hver dag potentielt findes smittede, som SSI ikke får indberetninger om.

»Man skal være opmærksom på, at denne manuelle indberetning kun inkluderer de testudbydere, som har indrapporteret data,« fremgår det af oversigten.

Statens Serum Institut konkluderer, at indberetningen fra de private udbydere ikke giver »et komplet billede«.

»Det er ikke ideelt det her. Vi skal gerne have et overblik over, hvor mange der er testet positive inden for en given periode, så vi har et retvisende billede af, hvorledes infektionen stiger og falder. Det får vi ikke på denne måde,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

Han peger på, at vigtige oplysninger risikerer at gå tabt, hvis ikke der er tilstrækkelig systematik i indberetningen af testresultater:

»Det er i den grad problematisk, fordi man kan forvente, at en stigende andel af testene bliver udført gennem antigentest. Derfor kan vi komme til at mangle en central information om, hvor mange der er smittede.«

Professoren bakkes op af Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura på Syddansk Universitet:

»Det giver en unøjagtighed, og det kan potentielt få betydning for planlægningen og de beslutninger, politikerne træffer,« siger han, men nedtoner dog også den nuværende betydning.

Forpligtet til det

Siden epidemiens udbrud har det været afgørende, at Statens Serum Institut har kunnet følge smittens udbredelse, og for at kunne det har SSI været nødt til at følge resultatet af alle test i Danmark.

De første juridisk regulerende bekendtgørelse om anmeldelse af covid-19-test kom, før epidemiloven blev opdateret og hele ti dage før den første nedlukning i marts 2020. Smitteovervågningen er fundamentet for bekæmpelse af covid-19, og bekendtgørelsernes ordlyd er kun blevet skærpet siden marts 2020.

Private testudbydere er forpligtet til at indsende deres prøveresultater til Statens Serum Institut. Testudbyderne skal oplyse navn, cpr-nummer, testmetode og testresultat. På det lavpraktiske plan har private testudbydere dog oplevet problemer, uanset hvor gerne de ville indberette testdata til SSI.

Dette bunder – måske ikke overraskende – i it-problemer.

SSIs it-system, MiBa, har drillet og driller stadig. Midt i december bekendtgjorde regeringen, at det nu var tid til at satse på lyntest, og så var ballet for alvor åbent for private testudbydere. Fra mandag 14. december begyndte Statens Serum Institut manuelt at indtaste oplysninger fra private udbydere ind i it-systemet MiBa.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra 29. januar. Her oplyser SSI, at det efter halvanden måneds manuel indtastninger er blevet muligt at få oplysninger fra private testudbydere direkte ind i MiBa.

»Private testudbydere skal nu indrapportere svaret for den enkelte test til Den Danske Mikrobiologidatabase (MiBa). MiBa udgør hoveddatakilden for covid-19-overvågningen og for alle de statistikker og dataopgørelser for covid-19, som nu er blevet en fast del af alles hverdag,« skrev SSI 29. januar.

Det har dog vist sig, at der stadig er problemer her i de tidlige faser af forårets planlagte genåbning med øget testaktivitet. Efter adskillige henvendelser fra private testudbydere skrev SSI 10. februar en e-mail til dem alle:

»Det, som blokerer for, at I kan indberette til produktionsbrugeren, er, at vi fortsat har udfordringer med at få etableret cpr-validering i indberetningssystemet,« lød det i e-mailen.

Cpr-validering er vigtig, hvis man vil bruge private test til smitteovervågning, for uden cpr-numre, kan SSI ikke vide, om samme person er testet flere gange, og derfor kan de private test ikke bruges i den nationale smitteovervågning.

Problemet med cpr-validering er nu blevet løst, oplyser Statens Serum Institut til Berlingske. Noget kan dog tyde på, at flere private testudbydere i mellemtiden har mistet tålmodigheden.

Svinger fra dag til dag

I SSIs opgørelser kan man se, at antallet af private testudbydere svinger fra dag til dag.

»Ifølge det retlige grundlag har alle private udbydere pligt til at indrapportere deres resultater, men det gør de ikke, for Statens Serum Institut skriver, at styrelsen mangler nogle tal. Så de private udbydere gør ganske enkelt ikke det, de har pligt til,« siger lektor i sundhedsjura Kent Kristensen

Lektor og forsker i test ved Roskilde Universitet Peter Kamp Busk mener, at SSI har et ansvar, når private testudbydere ikke kan indberette til it-systemet, selvom SSI har oplyst, at det er sådan, det skal foregå.

»Det er private testudbydere, og det passer ikke ind i deres system. SSI har tilsyneladende store computerproblemer,« siger han og fortsætter:

»Det betyder jo, at der er testresultater, som ikke bliver talt med. Der er smittede, som ikke optræder i SSIs statistik,« konstaterer Peter Kamp Busk.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, mener, det er at foretrække, at alle testresultater bliver indberettet til Statens Serum Institut:

»Det er klart, at hver smittet – uanset hvor personen bliver testet – skal indberettes, så vi har et centraliseret overblik over, hvor mange der er testet positive. Der er ingen tvivl om, at dette er det ideelle,« siger professoren.

Mangler overblik

Statens Serum Institut oplyser følgende i et skriftligt svar til Berlingske:

»SSI har ikke aftaler med eller overblik over privates indkøb af testpakker. Der indrapporteres smittetal fra de testudbydere, der løbende bliver opkoblet på vores indberetningssystemer,« skriver instituttet og fortsætter:

»Desuden er kommunerne nu påbegyndt indberetning af test foretaget i kommunalt regi. Også det er en proces der netop er skudt i gang. Så over de næste uger vil flere private testudbydere og kommuner blive koblet på og indberette.«