Spritbilist: Gid de havde taget mine nøgler

Tom Acker kørte galt i 2006 med en promille på 1,8. Ud over enkelte små skrammer satte sammenstødet med et træ også forholdet til de venner, der ikke havde standset ham, på en alvorlig prøve.

Tom Acker kørte galt med en promille på 1,8 efter en julefrokost. Han kom ikke til skade ved ulykken. Men skammede sig meget og var vred over, at hans venner ikke greb ind. Fold sammen
Læs mere

Efter en forsinket impulsiv januarjulefrokost i 2006, hvor sjusserne og bajerne var blevet tyllet i festligt lag med venner, besluttede den dengang 23-årige Tom Acker sig for at sætte sig bag rettet i sin bil og tænde motoren.

Egentlig havde han tidligere på aftenen indgået en aftale med en af sine venner, som han frivilligt havde givet nøglerne til sin bil til for at sikre, at hans berusede hjerne ikke ville nå frem til, at han godt kunne køre hjem. Alligevel fik han ud på de sene timer nøglerne retur under påskud af at skulle hente noget i bilen.

»Jeg kan ikke huske ret meget fra den aften, men jeg har fået af vide, at der var én, der prøvede at stoppe mig. Men på et tidspunkt har jeg fået nøglerne tilbage, og så var der noget, der smuttede. Jeg er glad for, at der var nogen, der prøvede at gribe ind, men jeg er også ked af, at der ikke var nogen, der gjorde et mere håndgribeligt forsøg og simpelthen nægtede mig at få nøglerne igen,« siger Tom Acker.

Efter selve ulykken, hvor Tom Acker i et solouheld kørte sin bil mod et træ i vej­kanten med et smæld så højt, at det vækkede de personer, der boede tæt på åstedet, mistede han sit kørekort i tre år og fik samtidig en betragtelig bøde.

På arbejdet fik han at vide, at han var tæt på en fyring fra sin læreplads som tømrer, og privat betød skammen over hændelsen, at Tom Acker lukkede sig inde i sig selv.

»Jeg fortalte ikke folk, hvorfor jeg pludselig cyklede rundt, jeg skammede mig utrolig meget. Efterfølgende har jeg taget diskussionen med dem, der var med til festen. For der er ingen grund til, at vi er så konfliktsky, som mange af os danskere er. Tænk, hvis det værste var sket, og jeg havde kørt én ned,« siger Tom Acker.

I en undersøgelse, som analysefirmaet TNS Gallup har foretaget for Berlingske, svarer syv procent af de adspurgte, at de ville afvente, at andre ville hjælpe, eller at de slet ikke blande sig, hvis de så en beruset person sætte sig bag rattet. 39 procent ville derimod selv træde til og hjælpe personen.

 

»Dagen efter ville jeg have været glad«

Ifølge Rådet for Sikker Trafik var den måde, hvorpå flest hjalp en beruset person sidste år, at tage nøglerne og eventuelt selv køre vedkommende hjem, mens en hel del også kunne tale deres berusede ven fra at køre. Det viser en undersøgelse, som rådet fik lavet i sommeren 2013.

»Vi ved, at der er rigtig mange, der gerne vil hjælpe, men det kan være rigtigt svært at sige til svigerfar, at han nok hellere skal tage en taxa. Derfor tror vi også, at der er mange, der ikke får det gjort. Men det, vi hører fra dem, der rent faktisk bliver stoppet, er jo, at de kommer og takker dig dagen efter, selv om det kan være rigtig svært at tro på, når man står i situationen og leger politimand,« siger Michelle Lykke Laviolette, der er senior kampagne projektleder i Rådet for Sikker Trafik. Selv er Tom Acker ikke i tvivl om, at han ville være blevet sur, hvis nogen i situationen hårdnakket havde nægtet ham at tage bilen, og at der ville være opstået en konflikt. Men den konflikt, mener Tom Acker, er vigtig, at vi påtager os frem for at stikke hovedet i busken.

»Det værste, man kan gøre, er at ignorere en, der har drukket og vil køre. Jeg ville være blevet sur i situationen, men dagen efter ville jeg være meget gladere. Den konflikt skal man bare tage. Jeg har selv gjort det over for min bror. Han ville køre, så jeg tog hans nøgler og drønede dem ad helvedes til ud på en mark. Han blev sur, og der gik noget tid, hvor vi ikke talte sammen – men der er jo ingen grund til, at han begår den samme fejl,« siger Tom Acker.