Sprængstoflager fundet i elevatorskakt

To personer med indvandrerbaggrund fængslet efter fund af lager med narkotika, våben og sprængstof med detonatorer og mobiltelefon til at udløse en eksplosion.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politiet er indtil videre af den opfattelse, at våben og sprængstof ikke skulle bruges til terror.

De to anholdte er kendt af politiet for kriminalitet med våben og narkotika og har kontakt til en gruppering af kriminelle unge med indvandrerbaggrund omkring Blågårds Plads på Nørrebro.

- Vi er nået til den konklusion, at dette er noget, der skulle bruges i det kriminelle miljø, siger Steffen Steffensen.

Våben, narkotika og sprængstof blev fundet i et par poser og et par tasker i bunden af en elevatorskakt i en beboelsesejendom i Store Krog 28 på Amager.

Ejendommen ligger tæt på de tidligere busgarager på Irlandsvej, der nu er revet ned til fordel for nye ejerlejligheder.

Politiet gik på jagt i elevatorskakten efter et tilfældigt tip om, at der lå noget i skakten, som politiet kunne være interesseret i.

De to personer på 24 og 25, som er varetægtsfængslet i Dommervagten, blev fundet af politiet på baggrund af billeder og papirer med et navn, som blev fundet i den ene taske.

- Det er bekymrende, hvad de skal bruge alle de våben til, og specielt hvad de skal anvende sprængstoffet og en mobiltelefon til, der er lavet om, så den kan udløse en bombe, siger Steffen Steffensen.

/ritzau/