I den forløbne uge har den helt store begivenhed i medierne været biografien om Helle Thorning-Schmidt. Eller rettere de mange historier, som Nina Munch-Perrins »Hvad man ikke dør af« rummer. Fra helt private sager til politisk fnidder på topplan.
BT havde f.eks. historien: »Thornings selfie med Obama gik verden rundt: Se den her for første gang nogensinde.«
TV2s Go’ Morgen Danmark kunne fortælle om den tidligere statsministers lesbiske datter: »Thorning om datters seksualitet: Først tænkte jeg »åh nej«, men så blev jeg stolt«.
Og Kristeligt Dagblad havde selvfølgelig fået et uddrag fra bogen, hvor den tidligere statsminister taler om tro: »Jeg er kristen - på min måde«. Blot for at nævne nogle af de mere markante historier. Der var mange flere – også i Berlingske. Og alle kom de, inden bogen overhovedet var på gaden torsdag.
Eksemplet med Thorning-bogen er slet ikke enestående. Tænk bare på en anden tidligere toppolitiker - Ritt Bjerregaard. Da første bind i hendes erindringer kom i 2015, kørte kulørte historier om hendes erfaringer fra et åbent ægteskab f.eks. i båndsløjfe, inden bogen var udkommet. Noget lignende gælder Svend Brinkmanns bøger. Da hans bestseller, »Stå fast«, kom, trykte Information f.eks. hans 7-trins guide over hele forsiden.
Bøger lever af omtale. Uden den har salget det som regel overordentlig svært. Derfor skal man selvfølgelig ikke begræde eksponeringen. Og når forlagene og deres mere og mere velsmurte PR-maskiner satser stort på at fordele lunser, både i traditionelle medier og i stadig højere grad også på de sociale medier, så er det selvfølgelig, fordi de ved, at det virker. Hype sælger bøger, får folk til at læse. Mange vil gerne læse det, som alle taler om.
Men nogle gange tager det overhånd. Hvor meget kan der f.eks. være tilbage i bogen om Thorning-Schmidt? Hvorfor købe den, hvis man allerede kender de mest markante historier og ikke kan få glæden ved at blive overrasket undervejs?
Bøger kan blive flået så meget fra hinanden, have fået suget så meget af essensen ud af sig, at de risikerer at dø af det. Eller i hvert fald mister noget som værker.
Inden for fiktionen, og særligt i krimi- og spændingsgenren, opererer man med særlige advarsler; man advarer læserne om at læse videre, hvis de ikke vil have plottet afsløret. Fordi det ødelægger oplevelsen ved værket, hvis man kender væsentlige dele af det på forhånd.
Man burde i højere grad også værne om faglitteraturen. Selvfølgelig gælder der ikke samme kriterier for en krimi som for en toppolitkers biografi. Den samfundsmæssige interesse er en anden, og nogle historier er så væsentlige, at de naturligvis skal ud. Også til dem der ikke læser bøger. Men når man elsker bøger, ødelægger det altså noget af oplevelsen. Så må jeg foreslå en spoiler alert, også når det gælder fagbøger?