Spiritussen mærkes ikke efter nytår

Fra 1. januar skal spiritusflasker ikke længere have banderoler på. Erhvervslivet lettes for en påklistret byrde, men advarer mod øget risiko for illegal handel. Som forbruger kan du ikke længere se på flasken, om afgiften er betalt. Du må se på prisen.

Banderolerne på spiritusflaskerne er et af de sidste fysiske skattemærker i Danmark. Fra 1. januar er de også væk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørn Deleuran
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inden 1. januar 2015 skal Claus Rafner ud og købe små flasker med spiritus. Ikke fordi han vil drikke nytåret ind i mindre portioner, men til nytår afskaffes banderolerne på spiritus, så det ikke længere er lovpligtigt for de handlende at klistre små papirlapper på de flasker, hvor punktafgiften er betalt.

Og på de små spiritusflasker sidder en relativt ny type lille rund banderole, som Rafner endnu ikke har i sin samling af banderoler, stempelmærker og andre afgiftsmærker.

»Jeg skal da lige ud og sikre mig, at jeg får dem, jeg mangler, mens de stadig er i brug. De er sværere at få, når de er gået ud af produktion,« siger Rafner, der er såkaldt fiskal filatelist – det vil sige, at han samler på de skattemærker, der sættes på varer og dokumenter, som tegn på at staten eller andre offentlige myndigheder har fået sin afgift.

Banderolerne på spiritusflaskerne er et af de sidste fysiske skattemærker i Danmark. Vi har stadig stempelmærker på cigaretterne, men kosmetikken har været mærkefri i mange år, bekæmpelsesmidler blev det sidste år, og vinen mistede banderolerne tilbage i 2001.

»Vinafgiften var blevet så lav i forhold til vores nabolande, at danskerne bare ikke smuglede så meget vin mere. Prisforskellen med og uden afgift er jo med til at afgøre, om der skal afgiftsmærker på varen,« forklarer Claus Rafner, der også er historiker med speciale i beskatningsforhold.

»Der er ingen grund til bekymring«

Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, VSOD, er godt tilfreds med at slippe for at sætte medarbejdere til manuelt at klæbe klistermærkerne fra Skat på alle flasker, og formålet med lovforslaget er da også at lette erhvervlivet for byrder.

Men VSOD advarer om, at fjernelsen af banderolerne på spiritus gør det nemmere at sælge smuglersprit.

»Forbrugerne vil ikke kunne se, om der er svaret dansk skat af den spiritus, de køber. Når det bliver nemmere at snyde, må vi forvente, at den illegale handel stiger. Vi ville jo helst løse problemet ved at sænke afgifterne til samme niveau som udlandet, men ellers ser vi gerne en anden og nemmere mærkeordning,« siger formanden for VSOD, Michael Holm, som også er direktør i Diageo Danmark, der blandt andet importerer Smirnoff, Baileys og Johnny Walker.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) har en vis forståelse for bekymringerne om kontrollen med den illegale handel og forbrugernes mulighed for at bruge afgiftsmærkerne som en slags økonomisk smiley. Men han mener ikke, at der er grund til at være nervøs:

»Der er masser af afgiftsbelagte produkter uden mærker. Når man køber en plade chokolade, bekymrer man sig vel ikke over, om der nu er betalt afgift til staten. Hvis man efter nytår præsenteres for en flaske Smirnoff til en halvtredser i en butik, skal man tænke sig om en ekstra gang, men ellers skal forbrugeren ikke bekymre sig om afgifterne,« fastslår han.

»Ændringen indgår i en større diskussion af transparenthed i afgiftsystemet. På den ene side vil vi have et kontrolsystem, der virker: Vi vil have at afgifterne kommer ordentligt ind i kassen. På den anden side skal det hele ikke gå op i administration. Jeg har selv prøvet at stå og sætte banderoler på flasker, og det er træls. Den ordning har overlevet sig selv,« siger Benny Engelbrecht.

Skatteministeren fremhæver, at kontrolniveauet skal afpasses risikoen for snyd.Så måske kommer der flere razziar mod spiritushandlere efter nytår, ligesom der i en periode har været mod slikbutikker i den særlige indsats mod ulovligt vej-selv-slik.

»Det åbner en ladeport«

Ifølge Dansk Erhverv går statskassen glip af en milliard kroner om året på grund af illegal handel med nydelsesmidler som vin, øl, spiritus, slik og chokolade.

»Det åbner en ladeport at fjerne banderolerne på spiritus. Afgiften udgør for stor en del af varens pris,« siger Marie Louise Thorstensen, politisk konsulent i Dansk Erhverv, der heller ikke taler for at bevare banderoler, men for at sænke afgiften.

På spiritus beregnes afgiften efter alkoholindholdet og ikke efter varens pris, så på en billig flaske spiritus udgør afgiften over halvdelen af prisen. Vinafgifterne er også steget markant siden 2001, da banderolerne røg af vinen, så på en flaske frikadellevin går en tredjedel til afgifter.

Danmark kan selv bestemme over de fleste afgiftsmærker, men samtlige EU-lande har pligt til at sætte banderoler på cigaretpakker, og de forsvinder ikke foreløbig. Debatten om at fjerne banderoleringspligten i tobaksdirektivet har ikke ført til ophævelse.

Lovforslaget om spiritusbanderolerne har allerede været i høring og skal nu forberedes til at afstemning i Folketinget. Det vil være meget overraskende, hvis det ikke stemmes igennem, men selv om vi skulle beholde banderolerne på spiritus en tid endnu, vil Claus Rafners indkøb af små flasker ikke være helt forgæves:

»Når jeg har købt dem, hælder jeg jo ikke indholdet ud i vasken«.