Spiondømt professor anker ikke fængselsstraf

Den spiondømte finske professor Timo Kivimäki anker ikke sin straf på fem måneders fængsel for spionage.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 49-årige professor Timo Kivimäki anker ikke den straf på fem måneders fængsel, som Retten i Glostrup idømte ham 31. maj. Det oplyser hans advokat, Anders Németh, til Ritzau ifølge politiken.dk.

Den finskfødte professor blev dømt for spionage, da han i perioden 2002-2010 flere gange har mødtes med russere i Danmark og har videregivet oplysninger mod kontante beløb på cirka 20.000 kroner om året.

Retssagen mod professoren er af hensyn til forholdet til Rusland foregået bag lukkede døre, så det har ikke været muligt for offentligheden at følge med i sagen.

Professoren havde dog forventet at blive frikendt, sagde han efter domsafsigelsen til Berlingske Nyhedsbureau.

- Jeg finder det frygteligt, at jeg ikke blev frikendt. Jeg forventede at blive frikendt, fordi jeg har ikke gjort noget forkert, sagde professoren efter domsafsigelsen.

Kivimäki blev anholdt af Politiets Efterretningstjeneste (PET) i september 2010, da politiet mener, at han videregav oplysninger til russiske agenter. Kivimäki har fastholdt, at de russere, han mødtes med, ikke var agenter. Ifølge professoren har der i efterforskningen heller ikke været bevis for, at russerne skulle være hverken agenter eller spioner. De var således »almindelige ambassadeansatte«, har han sagt.