Den store speedbåd runder pynten med de markante klippeformationer, slår motorerne fra og glider langsomt ind mod stranden.
Vi får udpeget klippen, der giver bugten navn. Jeg synes nu mere, det ligner et hundehoved, men bugten her på Koh Similan kaldes ikke andet end Donald Duck Bay.
Vi har været tidligt oppe. Arrangøren af vores udflugt synes, at vi skal have chancen for at opleve, »hvordan Similan-øerne også kan være«, som det blev udtrykt, da vi knurrede over at skulle fra hotellet kl. 6.30 for at kunne sejle fra Tap Lamu Pier en time senere.
Og her ér også aldeles dejligt. Smukt. Og fredeligt. Der lyder lidt småsnakken mellem de grønne træer bag stranden, og her er en lille restaurant og en flok telte, man kan overnatte i, men de fleste overnatningsmuligheder findes på en af de andre Similan-øer.
Vi slentrer rundt på stranden og kravler op på Sail Rock, en stor klippe, som balancerer på toppen af de øvrige, for at nyde udsigten over både strand og naboøer.
Similan-øerne har været marine nationalpark siden 1982. Similan betyder ni på den malay-dialekt, som tales i det allersydligste Thailand, og der er da også ni klippe- og regnskovsfyldte øer med bugter med fint hvidt sand, som til sammen udgør Similan.
Øerne har navne, men i daglig tale kaldes de ved nummer. Vi er på nummer otte, Koh Bangu, som også kaldes Similan Island. Ud over de ni Similan-øer omfatter nationalparken i dag øerne Koh Tachai og Koh Bon, som ligger noget længere mod nord, og som ikke i samme omfang som her har været plaget af koralblegning.
Thailands ø-perler
»Blegningen« opstår, når vandtemperaturen stiger, og korallerne reagerer ved at udskille de alger, som lever i deres væv og giver dem farve. Korallerne bliver helt hvide. De er ikke døde og kan blive normale, hvis forholdene også bliver normale igen. Men korallerne er under stress, mere udsatte og modtagelige i denne situation.
Fordi øerne er nationalpark, kræver det tilladelse at besøge dem. Kaptajnen har ordnet det administrative. Det koster 400 baht pr. person, ca. 66 kroner, at gå i land på Similan-øerne, og pengene går til at drive den store marine nationalpark. Vi vader ud til båden igen for at sejle til dagens første snorklestop ved Koh Ba Ngu, ø nummer ni. Et par af besætningsmedlemmerne bliver på ø otte for at forberede frokost.
Vi er hurtigt fremme. En liveaboard dykkerbåd, som har overnattet i bugten, sejler ud, og vi overtager bøjen, som båden skal fortøjres ved. Snart er vi i vandet for at se nærmere på koraller og stribede fisk. Uheldigvis har det været uvejr et par dage før, og det har pisket sandet op, så udsynet ikke er så klart, som det plejer. Men vi kan sagtens se, hvor flot det må være, når forholdene er ideelle.
Der kommer flere speedbåde til. Og da vi kommer op af vandet, opdager vi, hvor mange, der nu ligger i række fortøjret til hinanden. Men den helt store overraskelse venter, da vi kommer tilbage til ø nummer otte. En snes speedbåde, hver med plads til omkring 35 personer, fylder næsten bugten, og vi kan dårlig se stranden for turister.
Det er overvældende, og vi spørger bekymret vores guide, om øerne, naturen og korallerne dog kan klare den massive turistinvasion.
»Jo det går,« mener han og fortæller, at halvdelen af året ligger øerne helt øde og uberørte hen.
Turist belejring
Fra maj til november er parken lukket, og det er forbudt at gå i land på øerne. I den periode er havet også så oprørt, at det er vanskeligt om ikke umuligt at sejle derud, ligesom vandet er så uklart, at hverken dykning eller snorkling er attraktivt.
Vi snor os gennem menneskemængden op i bevoksningen bag stranden til store områder med bænke og borde. Her er der servering for os og for de øvrige udflugtsbåde, som også har forplejning og personale med. Det er ikke charmerende, og de sanitære installationer kan heller ikke klare presset. Toiletterne er stoppet.
Der er for mange mennesker. Men måske tænker jeg det, fordi jeg var her så tidligt på dagen, at jeg oplevede, hvordan her kan være. Jeg lover mig selv, at hvis jeg nogensinde kommer på de kanter igen, vil jeg overnatte på en af øerne og nyde den fra solopgang til sidst på formiddagen, krybe i hi og derefter komme frem midt på eftermiddagen, hvor dagsturisterne igen forsvinder.
Efter frokost fortsætter vores rundtur mellem øerne med stop ved Koh Payu, ø nummer syv, og videre til ø fem og seks, Koh Ha og Koh Hok, for at finde de bedste snorkle-forhold og færreste øvrige både.
Similan øerne er et af de steder i verden, hvor man kan være heldig at dykke eller snorkle med hvalhajer og kæmperokker. Dem ser vi ikke noget til, men en læderskildpadde (green turtle) kommer forbi. Vi, der endnu er i båden, ser den tydeligt, mens snorklerne i vandet har sværere ved at få øje på den, selv om den kun er få meter fra dem. Der er bølger, og de ligger uroligt i vandet.
Vi fortsætter til dagens sidste stop, på Koh Miang, ø nummer fire med parkens hovedkontor. Her er også en fin badestrand og flere kilometer vandresti.
Man har talt 39 forskellige fuglearter her. Vi kan høre flere af dem, og vi ser landkrabber med »hår på benene«, og flyvende hunde – store flagermus – hænger i træerne.
En perfekt afslutning
Udflugtsdagen er ved at være slut. Vi kravler igen om bord i speedbåden og sætter kurs mod øst mod Thab-Lamu molen. De store motorer larmer, båden småhugger i bølgerne, og vi sidder og døser, da der pludselig er en, der råber: Delfiner.
Alle er straks på benene, og kaptajnen lægger kursen om, så vi kommer tættere på den store gruppe delfiner, der svømmer på bagbord side. Han slår motoren fra, og vi jubler over delfinernes flotte spring.
Langsomt sejler båden langs delfingruppen, og mens vi følger dyrene, fortæller guiden, at det er normalt at se delfiner, men det er sjældent at se så store grupper som denne.
Det er den rene opvisning, og vi kunne sagtens se mere, da kaptajnen slår motoren til igen og fortsætter mod øst og fastlandet.
Snart sejler vi ind i bugten ved Tap Lamu og lægger til i den lille havn. Vi var den første båd, der sejlede ud i morges, og den første, der er tilbage. På molen står vores sko, som vi afleverede, inden vi gik om bord. Men vi må lede lidt efter dem. For der er masser af sko, nydelig opmarcheret par for par – båd for båd.