Speciallæge: EU-voldstal er »grotesk« misvisende

En EU-rapport viser, at danske kvinder er blandt de mest voldsramte i EU. Sammenligningen af EUs kvinder er forkert, mener speciallæge Karin Helweg-Larsen.

Foto: Allan Lundgren. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Tallene fra EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) som viser, at danske kvinder er de mest udsatte for vold og chikane i EU, er groteske og misvisende.

Så klar er kritikken fra speciallæge Karin Helweg-Larsen, der i en årrække har forsket i blandt andet vold mod kvinder.

»Tallene giver et helt forkert billede. Svarene er komplet afhængige af, hvad man opfatter som vold i de forskellige EU-lande. Det er grotesk at sammenligne danske kvinders forhold med kroatiske, bulgarske eller sydeuropæiske kvinder, hvor vold indgår som en mere normal del af ægteskabet,« siger Karin Helweg-Larsen, der er medlem af Kvinderådets Voldsobservatorium.

I undersøgelsen placerer Danmark sig i toppen af stort set samtlige dårlige statistikker. Flest danske kvinder har oplevet fysisk og seksuel vold, mens langt flere end EU-gennemsnittet også har oplevet seksuel chikane, stalking og cyberstalking.

Undersøgelsen viser, at Danmark er i samme kedelige lag som Sverige, Finland og Holland.

Karin Helweg-Larsen påpeger, at det alle er lande, som i høj grad har ligestilling mellem kønnene, og at kvinder er bedre integrerede på arbejdsmarkedet.

»Der er masser af kvindelige billetkonduktører og parkeringsvagter, der får grimme tilråb, som kan opfattes som chikane, men det betyder ikke, at de er ofre. I realiteten vil jeg sige, at Danmark ligger ret langt nede på den liste, men det er så svært at vurdere, fordi der er utrolig mange kulturelle og strukturelle forskelle i EU-landene,« siger Karin Helweg-Larsen.

Hun mener, at udviklingen i Danmark viser det stik modsatte end rapporten fra FRA.

»Jeg har lavet undersøgelser i rigtig mange år i Danmark, og det, vi har set, er, at voldens hyppighed er faldet. Det gælder især partnervold. Politikerne i Danmark har længe haft fingeren på pulsen med kompetente handlingsplaner. Jeg mener i virkeligheden, FRAs rapport minder mere om en livsstilsrapport frem for en rapport om vold og chikane mod kvinder,« siger speciallægen.