Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En styregruppe i Rigspolitiet ser ud til at skele lidt for meget til den bogstavelige betydning af justitsministerens efternavn i deres iver for at spare.
Udvalget pønser på fjerne strømperne fra politiuniformen. Så medmindre betjente selv sørger for sokker, risikerer justitsminister Lars Barfoeds politi nemlig slet og ret at forvandle sig til et barfodspoliti.
Spareudvalget har ifølge Politiforbundets hjemmeside regnet sig frem til, at der er et sparepotentiale på 14,2 millioner på uniformsområdet. 900.000 af de kroner kan findes ved at udfase strømperne som en fast del af politiuniformen.
Men det er en rigtig dårlig idé ikke at udstyre de uniformerede politifolk med sokker, siger Niels Hedeager, der er formand for forbundets miljø- og sikkerhedsudvalg.
- Styregruppen mener åbenbart, at polititjenestemænd fremover kun skal have synlige uniformsgenstande, men på sigt vil det gå op for ledelsen, hvor synlige strømper faktisk kan være, siger Niels Hedeager på Politiforbundets hjemmeside.
Niels Hedeager sidder i en projektgruppe, der er kommet med et forslag til besparelser på uniformsområdet. Her har man også regnet på sagerne:
To par bukser, fem skjorter, fem par strømper og to slips er ifølge Niels Hedeager det absolutte minimum, som uniformerede politifolk bør have til rådighed.
Det vil give en besparelse på 12,7 millioner kroner, og dermed mangler der halvanden million i regnskabet for at nå besparelsen på 14,2 millioner kroner. Men det berettiger ikke, at man fjerner sokkerne, mener Niels Hedeager.
- Det er simpelthen umuligt at spare yderligere, hvis man ønsker at drive et uniformeret politi på et forsvarligt og fornuftigt grundlag, siger Niels Hedeager.
- På sigt vil ledelsen desuden få genskabt problemstillingen fra tidligere, hvor politifolk bar strømper med alle mulige farver og mønstre til deres uniform, siger han.
/ritzau/