Spænding om oprydningen i berygtet giftdepot

Myndighederne håber, at overraskende fund af store mængder kviksølv i berygtet giftdepot ikke skræmmer firmaer væk fra oprydningen på kemilossepladsen.

Fredag afgør Region Syddanmark sammen med Miljøstyrelsen, hvilke firmaer, der er med i kampen om den store oprydningsopgave i Danmarks mest berygtede giftdepot i Kærgaard Plantage ved vestkysten.

Myndighederne erkender, at det overraskende nye fund af store mængder kviksølv i giftdepotet kan have skræmt interesserede bort. Især behandlingen af den forurenede jord ventes at blive både sværere og dyrere efter, at det er afsløret, at det tidligere Grindstedværket har hældt også to tons kviksølv ud i plantagen ud over en masse andre giftige stoffer.

- Fundet af kviksølv kan forringe interessen for at efterbehandle den forurenede jord. Med kviksølv i jorden kan en del af jorden ende på varig deponering i udlandet, siger områdechef i regionens jordforureningskontor Trine Korsgaard til Ritzau.

/ritzau/