Som genre virker gangsterfilm på papiret som en taknemmelig genre. Spændingen får man forærende på grund af konflikter med loven og den vold gangsterne bruger. Derefter er det bare om at finde på en god historie og vælge sine skuespillere med omhu. Alt det sker bare alt for sjældent, for der går år mellem gode gangsterfilm, der ikke lugter af spekulation i øretæver og strandhugst i genren.
»Black Mass« er en behagelig og fascinerende undtagelse. Filmen er baseret på en virkelig historie om Boston-gangsteren James »Whitey« Bulger, der er af irsk afstamning. Johnny Depp spiller den iskolde forbryder med en let toning i retning af det hvide, det røde og det fregnede.
»Du må gerne slå. Bare ikke mens nogen kigger på det,« siger Bulger til sin søn. Og så får Bulger det heldige gennembrud, at en barndomsven John (Joel Edgerton), der nu arbejder i FBI, hyrer ham som stikker. I sin iver efter at få ram på andre gangstere, men også fordi de voksede op i samme nabolag i Boston.
Bulger bruger aftalen til at få de italienske og engelske konkurrenter kørt ud på et sidespor uden af den grund at informere FBI om ret meget. John fra FBI nyder en stund godt af kontakten med Bulger, når det gælder luksus og status, men hvad sker der, når konkurrenterne er ryddet af vejen og hulheden i Bulgers informationsstrøm, bliver opdaget?
Dilemmaerne er mange
Dilemmaerne i »Black Mass« er mange. Hvor meget kan man tillade sig arbejde sammen med én gangster for at få ram på andre? Rækker barndommens bånd ud over lovens bogstav? Og hvilken rolle spiller Bulgers bror, der er medlem af senatet?
Grundridset i historien er simpelthen interessant, og historien fortælles i et roligt tempo med god tid til personkarakteristikken. Samtidig får vi selv i de mindste roller skuespillere på ypperligt niveau. Om så det er Kevin Bacon i en rolle som FBI-chef, eller Juno Temple i en lille rolle som luder, virker filmen som en perlerække af skuespillerpræstationer.
Efter en tid med ligegyldige spændingsfilm og for mange film med affekteret dialekt og sørøverkostumer var man ved at give op, når det gælder Johnny Depp. Som sit store idol Marlon Brando, har det virket som om, også han havde smidt håndklædet i ringen som skuespiller og kun hele tiden forsøgte at slå nye rekorder i overspil. På den baggrund giver det troen tilbage at se Depp så konsekvent nedtonet i en rolle, der ellers godt kunne have kaldt på temperamentet. Han er ikke set bedre siden »Finding Neverland« (2004) og ikke set bedre i en gangsterfilm siden »Donnie Brasco« fra 1997.
Scott Cooper tager instruktørgerningen seriøst og går ikke på kompromis med kvaliteten nogle steder. Selv i selskab med rulleteksterne sker der noget spændende. Vi får serveret gamle optagelser fra diverse overvågningskameraer med de virkelige personer. James »Whitey« Bulger er nemlig en »rendyrket kriminel« fra det virkelige liv. Han regerede med en sjældent set kynisme i Boston i 1970erne og 1980erne , inden han gik under jorden i 1994. I en alder af 81-årig blev han i 2011 arresteret i Californien og sidder i dag i fængsel dømt til to gange livstid plus fem år.
Hvad: Black Mass.
Hvem: Instruktør: Scott Cooper. Medvirkende: Johnny Depp, Joel Edgerton, Benedict Cumberbatch, Dakota Johnson.
Hvor: Premiere over hele landet.