Sommersynder

Hvorfor? hvorfor? hvorfor? Oven på sommerferien står spørgsmålene i kø. Og svarene på, hvorfor det gik som det gik tjaa. . .

Tilbage på pinden står jeg med en række kritiske spørgsmål til mig selv og min sommerferie. Pludselig melder den dårlige samvittighed sig, og det står lysende klart, at jeg har begået en række utilgivelige sommersynder. Anklagerne kan formuleres som følgende 15 spørgsmål:

Hvorfor så du nyheder hver aften og læste to aviser hver dag som om, du var fuldgyldigt medlem af FN Sikkerhedsråd og hvert øjeblik kunne blive ringet op af George Bush? Når der aldrig sker noget om sommeren, og du aldrig er blevet spurgt om hvilke linjer, du ser for amerikansk neoimperialistisk udenrigspolitik af andre end dig selv.

Hvad fik dig til at tro, at Jonny Reimer + fællessang + sommerunderholdning var en så stærk kreativ cocktail, at du brugte seks aftner på at se det?

Hvad er det for en mærkelig idè du har med, at alle ældre mænd på havnen er fiskere og reagerer, blot du råber rødspætter efter dem?

Hvorfor har du for tredje år medbragt Joyces »Ulysses« i strandtasken, når den sidste »bog«, du har bladret i, er Stig Tøftings selvbiografi?

Hvorfor overså du, der hvor motorvejen drejer mod Rødby, og hvorfor vil du stadig ikke indrømme det over for andre? Hvorfor løj du og sagde, at det var umuligt at finde en McDonalds-restaurant, når I først var ude på motorvejen?

Syntes du selv, det er i orden at ændre i minigolf resultatsammentællingen, når dine medspillere hverken kan skrive eller regne endnu?

Det med at der blev serveret grillpølser og koldskål hver gang, det var din maddag i sommerhuset, hænger vel ikke sammen med, at du så samtidig kunne se hele Tour de France etapen?

Er du helt sikker på at den grill, der var i sommerhuset, var fuldstændig defekt, og derfor grunden til at maden ikke blev ordentligt gennemstegt? Mener du nu tre uger senere at det maleri af badestranden, du købte af den lokale kunstner ved campingpladsen, er et værdifuldt udtryk for en central strømning i moderne dansk samtidskunst? Hvorfor løj du og sagde, at Legoland, Fårup Sommerland og Bon-Bon Land alle var lukket i år på grund af de voldsomme regnskyl?

Hvorfor blev du ved med at insistere på, at I hver aften skulle gå en tur på havnen og spise is, når den virkelig årsag var, at du kunne købe Financial Times samme sted?

Er du sikker på, at du vil gå med den prikkede bjergtrøje til 700 kr. til efteråret, fordi den jo også er god at løb i?

Var det en klog beslutning af købe den racercykel med carbonstellet til 15.000 kr., fordi den radikalt vil ændre din rekord på at køre op af Strandvejen med under et minut?

Hvorfor tjekkede du din mail flere gange fra sommerhuset, når der absolut ikke er nogen, som ville skrive noget vigtigt til dig, fordi de andre jo i modsætning til dig holder sommerferie?

Det eneste svar på alle anklagerne er:

Undskyld, jeg gør det aldrig igen. Næste år er vi jo heller ikke ved at vinde Tour de France

Metropol skrives på skift af: Jokeren, rapmusiker, Maria Grønlykke, forfatter og Timme Bisgaard Munk, redaktør.