Sommerhuse kan styrte ned - men ejere nægter at flytte

Kommune kræver tre sommerhuse i Lønstrup, som kan styrte i havet, rømmet. Men to ejere har anket beslutningen.

Foto: Tao Lytzen

To sommerhusejere ved klinten syd for Lønstrup nægter at forlade deres huse.

Hjørring Kommune beordrede i forrige uge tre sommerhuse rømmet. Det var, fordi de er i fare for at styrte i havet.

Men to husejere har bedt deres advokat om at anke afgørelsen, skriver DR P4 Nordjylland.

Hjørring Kommune udstedte forbuddet mod at opholde sig i sommerhusene, efter der opstod store brudlinjer i klinten.

Sprækkerne opstod, efter store gravemaskiner havde skubbet sand og bevoksning ud over skrænten i et forsøg på at kystsikre sommerhusområdet.

I den forbindelse sagde Torben Mangaard Frandsen, chef for byggeri og ejendomme i Hjørring Kommune:

»Vi har tidligere set, at skrænter lige pludselig kan erodere med et ordentligt bid, og hvis man opholder sig i et sommerhus, der ryger 20-25 meter ned, så er det næppe sundt.«

Men en af sommerhusejerne, Mariann Trolledahl, har på fornemmelsen, at Hjørring Kommune har beordret sommerhusene rømmet for at statuere et eksempel.

Hun vil blive boende i sit hus, indtil hun bliver tvunget væk af en domstol.

»Forhåbentlig kan vi få lov til at blive. Men hvis det bliver afgjort, at det er for farligt at bo der, så vil vi selvfølgelig efterleve den afgørelse,« siger hun.

Den tredje sommerhusejer, Johannes Møller Espersen, accepterer påbuddet fra kommunen.

»Jeg har opgivet at redde mit hus,« siger han.

/ritzau/