Sommerhus ved Nørlev Strand er styrtet i havet

Christian Hartmanns sommerhus ved Nørlev Strand har længe været på vej ud over klitten, men under weekendens blæsevejr har sommerhuset endeligt måttet lade livet.

Foto: Henning Bagger. Natten til søndag satte naturkræfterne nådesstødet ind mod Christian Hartmanns sommerhus ved Nørlev Strand. Sommerhuset Ved Klitten 15 har i lang tid hængt ud over kanten og været truet af havet.
Læs mere
Fold sammen

Natten til søndag tog naturen sit sidste indhug i Christian Hartmanns sommerhus ved Nørlev Strand i Hjørring Kommune. Efter flere omgange med blæst og regulært stormvejr brast sommerhuset sammen og faldt ned på stranden.

Sommerhuset, som Christian Hartmann og hans kone købte for 1,25 millioner kroner i 2007, havde i længere tid været på nippet til at falde i havet. Storme som Bodil, Dagmar og Egon har været medvirkende til at fremskynde processen, hvor havet ubarmhjertigt har ædt kysten.

 

Lørdag aften modtog Christian Hartmann så beskeden om, at husets endeligt var kommet. Det var en nabo, der ringede ham op og fortalte den dårlige nyhed. Søndag formiddag har Christian Hartmann været ude at se på det nedstyrtede sommerhus, og han ønsker nu, at nogen skal tage ansvar for hans økonomiske tab.

»Naturen og staten har eksproprieret mit hus. Vi er blevet nægtet at beskytte vores ejendom siden 2011. Kampen for at redde huset er slut, men nu begynder kampen for at få placeret skyldsspørgsmålet og gøre de skyldige ansvarlige for folks tab,« siger han til Ritzau og påpeger, at der i Grundloven står, at man har ret til at beskytte sin ejendom. Han mener derfor, at ham og hans naboer har ret til erstatning.

Christian Hartmann var blevet påbudt af Hjørring Kommune at fjerne sit sommerhus senest 1. februar, men naturen kom ham i forkøbet. Ligeledes har flere ejere af sommerhuse i området fået besked om at fjerne deres ejendomme.

Det anslås, at det voldsomme hav i Jammerbugt har ædt over 35 meter af kysten de seneste fem år, og at stormen Egon alene åd 15 meter.