Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvis man allerede har parkeret sommertøjet inderst i skabet og forvist grillen til vinterhiet i skuret, så har man været for tidligt ude.
Der har ikke været meget sol og sommer over det danske vejr de seneste dage, men i den kommende uge vender varmen tilbage, forudser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
»Det bliver rigtig flot og behageligt vejr. Vi har noget at glæde os til. Det bliver nærmest sommerligt,« siger DMI-vagtchef Steen Rasmussen.
Det er især onsdag, torsdag og fredag, som tegner til at blive sommerlige. Termometret vil mange steder nå op på 23 grader.
»Jeg kan ikke udelukke, at vi enkelte steder kan snige os op på 25 grader,« siger Steen Rasmussen.
Dagene byder primært på solskin, og da der samtidig ikke kommer meget vind, bliver det en lun omgang.
Inden sommeren vender tilbage, skal vi lige overstå en ret skyet mandag, hvor der kan komme lidt regn. Det bliver dog intet sammenlignet med det skybrud, der ramte København natten til søndag og oversvømmede veje og kældre overalt i hovedstaden.
»Tirsdag kan der komme en enkelt byge i Nord- og Vestjylland, men ellers bliver dagen tør,« siger Steen Rasmussen.
Når vi når frem til næste weekend, bliver det igen lidt køligere.