Sommeren er sendt på ferie - nu bliver det vådt og blæsende

Det bliver en både våd, kølig og blæsende weekend med spredte byger over hele landet. Sankt Hans aften ser også blæsende ud, og sommervejret er svært at få øje på.

Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om det er sin sag at holde på en paraply i blæsevejr, er det ikke desto mindre lige præcis, hvad weekendvejret lægger op til, at du skal forsøge. For det byder både på spredte byger, kulde og en del blæst.

Det er et højtryk over de britiske øer og et lavtryk over den skandinaviske halvø, der driller og betyder, at vi får vind fra nordvest. Samtidig får vi kølig luft, og der kan dannes byger.

»I forhold til dét, vi har været vant til, bliver det væsentlig mere ustadigt. Det bliver køligt, blæsende og til tider med byger. Men indimellem bygerne vil der også komme perioder med sol,« siger Steen Rasmussen, vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Temperaturerne kan snige sig op på 20 grader, når det bliver varmest, og nattemperaturerne vil ligge omkring ti grader. Heller ikke Sankt Hans aften mandag går fri af byger, fortæller vagtchefen.

»Vi kan være nogenlunde sikre på en normal dansk Sankt Hans med nogle byger og en frisk vestenvind,« siger Steen Rasmussen, der også peger på, at den friske vind nogle steder kan gøre det svært at tænde Sankt Hans-bålene.

Og den nedslående melding fra DMI fortsætter. Det ser nemlig slet ikke ud til at blive sommer igen foreløbig.

»Det bliver i hvert fald ikke i løbet af den næste uge,« siger DMIs vagtchef.