Somaliske unge frygter stigmatisering

En helt normal fyr, hedder det om Kurt Westergaards overfaldsmand.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan det virkelig være rigtigt? Det kan da ikke passe.

I det somaliske miljø i Danmark er chokket blandet med tvivl over, at det var en ung somalier, der fredag aften forsøgte at overfalde tegneren Kurt Westergaard med en økse. Unge somaliere i Danmark frygter nu, at de vil blive udsat for en generalisering og stigmatisering, efter at der inden for bare tre uger er to unge somaliere, opvokset i Danmark, der har nær tilknytning til terrorgruppen Al-Shabaab. Gruppen sættes i forbindelse med al-Qaeda.

»Det er helt uacceptabelt. Og vi tager selvfølgelig afstand,« siger bestyrelsesmedlem i Somalisk Familieforening i Aarhus, Mahmoud Jama.

De somaliske grupper i Aarhus havde i aftes indkaldt til fællesmøde for at drøfte, hvordan man skal reagere på overfaldet på Kurt Westergaard. Overfaldsmanden er vokset op i det østlige Ålborg, men han har den seneste tid boet i Rødovre i nærheden af den somalier, der for tre uger siden sprængte sig selv og 23 andre i luften i Somalias hovedstad, Mogadishu. Begge de to bopæle blev i går ransaget af politiet.

Formanden for somalisk Ungdoms- og Udviklings Netværk, Abdirashid Nur Artan, har mødt Kurt Westergaards overfaldsmand til et møde i Ålborg.

»Jeg har mødt ham et par gange. Han plejer at være en helt normal fyr. Helt almindelig. Jeg ved ikke, hvad der er sket - det er absurd. Der er jo mange i den islamiske verden, som er blevet sure over det med tegningerne. Men jeg forstår slet ikke, at nogen, der er vokset op her og kender systemet, kan finde på at ville dræbe,« siger Abdirashid Artan.

Et stærkt sammenhold

Han frygter, at den lille gruppe af radikaliserede somaliere i Danmark nu kan komme til at skade alle de almindelige somaliske unge.

»Der er nogle få unge, der er bindegale. Jeg er bange for, at man generelt kommer til at se skævt til alle os, der er vokset op her. Jeg tror, vi vil blive set som et problem. Som nogle dårlige fremmede. Som onde, måske. Det er jeg bange for,« siger Abdirashid Artan.

Der bor knapt 17.000 somaliere i Danmark, mange af dem er politiske flygtninge fra det krigshærgede hjemland. Det somaliske miljø har tætte familie- og klanrelationer. Man passer på hinanden, og det betyder også en udbredt grad af social kontrol. Det er almindeligt, at der i de somaliske boligkvarterer er religiøse ledere, der står meget respekt om. Nogle af disse ledere, der kalder sig imamer, har i nogen tid indsamlet penge og rekrutteret unge somaliere i Danmark til Al-Shabaab og til islamistisk tænkning. Det er dette miljø, som PET overvåger, og hvor overfaldsmanden kom fra.