Solidaritet er blevet en privat sag

De Konservatives skatteordfører vil have undersøgt, hvad der er sket med solidariteten i Danmark. Den er der stadigvæk, mener to eksperter. Men den har forandret sig og er blevet individuel.

Det lyder af polsk folkeopstand og dansk venstrefløj i 70erne, men solidariteten har overlevet yuppierne, nå-generationen, guldflipperne, IT-millionærerne og boligboomet.

Alligevel er tiden ikke gået sporløs hen over den, for solidaritet i 2007 er slet ikke det samme, som da piberygning blev en naturlig ting for kvinder, og mænd kunne føle sig godt tilpas i en hæklet vest. Både den gang i 70erne, da hippierene tog patent på solidariteten, og længe før var solidaritet nemlig en pligt.

»Solidariteten har ændret sig i retning mod at være et spørgsmål om, hvem kan det betale sig at være solidarisk med,« mener Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, der er enig med de Konservatives skatteordfører, Jakob Axel Nielsen, som i dagens avis efterlyser mere solidaritet i samfundet.

»Jeg er enig med ham, hvis vi taler om den gammeldags solidaritet,« siger Preben Brandt.

Han mener, man kan se flere konkrete eksempler på, hvordan solidariteten har ændret sig.

»Se boligmarkedet hvor man lader en proces forløbe, som virkelig deler samfundet. Vi får udsatte kvarterer, hvor vi andre ikke kommer. Tag en tur i Sydhavnen eller en tur ud af Folehaven, så kan man se, det ser helt anderledes ud end på Østerbro med hensyn til f.eks. vedligehold. Det kunne kommunen godt vælge at gøre noget ved, men det gør den ikke,« siger han.

Fortsat politikernes ansvar
Men det betyder ikke, at det er politikernes ansvar.

»Min opfattelse er, at solidaritet er noget, vi hver især skal udvise, men politikerne er ansvarlige for at lade stå til,« siger han.

Han nævner også beskæftigelsesområdet, hvor politikerne bevisligt gør en masse, men når en skæv eksistens, en indvandrer eller en handicappet søger et job, bliver de hurtigt sorteret fra. Så rækker solidariteten hos den enkelte arbejdsgiver ikke på trods af de mange skåltaler, siger han.

Solidariteten er blevet noget andet, mener Preben Brandt. Det er blevet noget, man skal gøre sig fortjent til, og vi spørger os selv, »hvad har jeg ud af at være solidarisk?«.

»Man kan godt sige, at der er gået købmandsskab i solidariteten. Den er blevet individualiseret, så vi er solidariske med nogle, som vi selv har noget ud af at være solidariske med. Man er solidarisk med dem på Østerbro, hvis man bor der, men man er ligeglad med dem i Valby,« siger han.

Også lektor Søren Juul fra Roskilde Universitetscenter mener, at solidariteten har forandret sig. Han er cand.mag. i historie, sociologi og samfundsfag og har forsket i velfærdssamfundets udvikling og solidaritetsformer.

»Solidaritet er moralsk forpligtelse. Og vi er stadig i høj grad moralsk forpligtede i mange sammenhænge, men vi har også uddelegeret mange af de forpligtelser til velfærdsstaten, og den trækker vi på. For eksempel i forhold til vores ældre. Der er masser af solidaritet, men det er blevet vanskerligere at finde solidaritet med de svageste i samfundet,« siger Søren Juul.

Faste moralske normer
Tidligere levede vi med mere faste moralske normer for, hvem vi var forpligtede overfor, og hvad vi var forpligtede til. Men samfundet er blevet så fragmenteret og så individualiseret, at vi hver især må finde ud af, hvordan vi vil forholde os til vores moralske forpligtelser, mener han.

Han vil dog ikke medgive, at der er gået købmandsskab i solidariteten.

»Nej, for så var det slet ikke solidaritet. Solidaritet kræver et element af moralsk handling. Det handler om at forholde sig ansvarligt over for samfundet og vore medmennesker, og det gør vi stadig i høj grad,« påpeger Søren Juul. Men det er blevet op til den enkelte selv at definere, hvordan man vil gøre det, fordi det ikke længere ligger i traditionen.

»Det er jo en udvikling, som mange vil føle som en enorm frihed. Det har givet os mulighed for at tænke frit og selv definere vores liv, men der er nogle, der systematisk får det sværere af det. For vi er i højere grad solidariske med dem, der ligner os selv,« siger Søren Juul, der mener, at solidariteten på det personlige niveau lever.

»Der er mere grund til at være bekymret for solidariteten fra vores velfærdsinstitutioner. Undersøgelser viser nemlig, at borgere der møder det sociale system føler sig krænkede,« siger han.