Soldaternes sidste anstrengelse

De danske soldater i Afghanistan har fokus på at komme sikkert ud af landet. De gør, hvad de kan for at skræmme Taleban væk og undgå tab i de sidste måneder, inden infanteristerne fra Livgarden rejser hjem.

Dansker træner i Camp Price dagen, dagen inden de skulle udsendes på mission i Helmandområdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

HELMAND. Et par håndfulde soldater i Livgardens panserinfanterikompagni løfter jernvægte eller hænger i stativer, mens de laver armbøjninger under den brændende sol. På militært sprog hedder det »fysisk uddannelse og træning,« forkortet til FUT, når man giver den gas med vægtene. Andre soldater ligger i deres mørke, afkølede telte med computer på maven og ser film.

Billedet af soldater, der træner eller underholder sig på andre måder, gentager sig blandt jægere og frømænd i den danske del af briternes lejr i provinshovedstaden, Lashkar Gah. De danske jægersoldater og frømænd fra Frømandskorpset pumper jern i deres aflukkede lejr med navnet Camp Anders Lassen. Og i hovedbasen, Camp Bastion, er beachvolley i ørkensand foran KFUMs soldaterhjem nærmest et dagligt syn. FUT og film fylder efterhånden mere end de kampoperationer, der for blot et år siden havde hele opmærksomheden.

»Vi er holdt op med at kæmpe krigen. Nu handler det om at komme hjem,« siger en af soldaterne fra Livgarden, sergent Nick Ulrich Pedersen, 27. Han har været udsendt i 2005, 2010 og nu i 2013.

»Folk i kompagniet kan godt se, at det ikke giver mening at slås nu,« tilføjer han.

Selv om Livgardens kamptropper – der kaldes Odin-kompagniet – ikke er færdige med operationerne, handler det ikke mere om at jage Taleban. Nu handler næsten alle operationer om at beskytte de tilbageværende NATO-ledede styrker i Helmand, inklusive de danske, og sikre vejene mod nedgravede sprængladninger, så de danske og andre tropper kan færdes nogenlunde sikkert. »Freedom of Movement,« kalder man det, når opgaven ikke er at jagte fjenden eller støtte den afghanske hær, men at sikre sig selv og egne bevægelser.

En af kompagniets yngste folk, 21-årige Dan Hjortlund, er i Afghanistan for første gang, og han har lidt svært ved at skjule sin skuffelse over endnu ikke at have været i kamp.

»Man har jo set filmen om Armadillo (den ikoniske, nu nedlagte fremskudte base ved Helmand-floden, red.) og havde tanker om at fyre kugler af hver dag. Men det er klart for os, at det ikke er opgaven mere,« siger Dan Hjortlund, der indtil mødet i kompagniområdet i Camp Price ikke havde prøvet at affyre et skud mod fjenden.

For Dan Hjortlund er Afghanistan dog ikke bare en mulighed for at afprøve sig selv i kamp, men også en chance for at hjælpe udviklingen på vej til gavn for afghanerne. Men spændende har missionen ikke været.

»Når vi har opgaven som »quick reaction force«, skal man tre dage i træk være klar til at rykke ud med kort varsel. Så kan man ikke bare tosse rundt, men glor film hele dagen. Den følelse har man. Vi higer alle efter noget at lave, selv om stemningen er god, og vi er bevidste om, at denne mission ikke er »gung-ho.«

Lidt derfra er en mere erfaren soldat, Bo Tropp, 22, ved at klippe en kammerat med en trimmer. Han var udsendt første gang i 2010 og mener, at opgaven denne gang er meget anderledes end sidst, Livgardens 1. kompagni var udsendt. »Vi havde mere at lave, og jeg kan godt forstå, de unge keder sig. Men selv har jeg det fint, selv om der er mere lejrtjeneste, end jeg havde ventet.«

Chefen for de danske soldater i Helmand, oberst Anders Mærkedahl, er klar over, at nogle af soldaterne synes, de har for lidt at lave. Staben har af samme grund talt opgaverne sammen og er nået frem til, at dele af det over 200 mand store kompagni har været ude på opgaver i sammenlagt to af de tre måneder, kompagniet har opholdt sig i Helmand. Men obersten giver soldaterne ret i, at de ikke længere har til opgave at dræbe oprørere, men derimod at sikre sig selv. Netop af hensyn til soldaternes sikkerhed sender danskerne nu som hovedregel altid en overvældende styrke ud, når en vej skal overvåges, eller fjenden skal vildledes. »De holder sig væk, når vi kører ud med det hele. Vi sender rigelige styrker ud for at opnå dén effekt og for at undgå at komme i kamp. Det er ligegyldigt, om vi slår nogle insurgents (oprørere, red.) ihjel nu,« siger obersten.

I de tre måneder siden ankomsten i februar er soldaterne blevet beskudt et par gange og har skudt tilbage. Men endnu er ingen blevet såret eller dræbt i kamp på Hold 16, der overtog missionen i februar. Sammenlignet med de år, hvor danskerne mistede en håndfuld soldater og mange flere sårede på hvert hold, er hold 16 sluppet meget billigt. De går stort set ikke på patruljer og slet ikke de steder i den grønne zone langs Helmand-floden, hvor de tidligere blev mål for Talebans nedgravede sprængladninger.

Men ikke alle soldater glæder sig til den kommende tid, hvor de efter tyve år med tiltagende skarpe missioner på Balkan, i Irak og Afghanistan ikke har en rigtig mission at træne til, når Odin-kompagniet som det sidste er taget hjem til august. At rende rundt i et dansk øvelsesområde i en slags militært rollespil er bare ikke det samme som den ægte vare. Sergent Nick Ulrich Pedersen er en af de soldater, der ikke kan se sig selv i et forsvar uden en mission. »Arbejdet som soldat mister drivkraften, hvis der ikke er en mission. Jeg har før prøvet at gå et halvt år, uden at jeg skulle udsendes. Uden mission er det på lidt længere sigt ikke mig at være her,« siger han.

Andre, måske især de ældre befalingsmænd, er ikke så kede af udsigten til en periode uden udsendelse. Oversergent Martin Sejr Poulsen, 40, har været soldat i tyve år og har været væk fra familien fire gange et halvt år. Nu er han forsyningsbefalingsmand. Hans job er at ekspedere forsyninger til enhederne og holde styr på materielregnskaber. »Jeg har det helt fint med, at der går et stykke tid til næste mission, for jeg har kone og to børn at tænke på,« siger han. Martin Sejr Poulsen regner med at videreuddanne sig til at kunne søge et job som seniorsergent, men for ham er det virkeligt store spørgsmål ikke Talebans aktiviteter, men derimod implementeringen af det seneste forsvarsforlig. Forsvarets ansatte skal flytte endnu en gang, men hvem, der skal hvorhen og hvornår, er stadig åbne spørgsmål for de fleste.

Et halvt hundrede kilometer fra garderne i Camp Price er de næste par måneders største operation ved at rulle i gang. Det drejer sig om hjemsendelse af flere hundrede containere med materiel og flere end 50 tunge køretøjer. Alt sammen er det Odin-kompagniets materiel, og det skal tælles, registreres i IT-systemerne og gøres rent, inden det skal flyves til Emiraterne og med skib til Europa. Eller med fly hele vejen, til knap 50 kroner per kilo luftfragt.

Denne dag er tre ansatte fra det private selskab Supreme i gang med højtryksrensere for at skylle ørkensandet af en container. Den bliver pinligt ren på en formiddag. Men når Odin-kompagniets seks infanterikampkøretøjer med alle deres kroge, bælter og hulrum skal afrenses, vil det tage to mand fire dage. Per køretøj, siger den ansvarlige for operationen, oberstløjtnant Christian B. Ishøj. Siden februar er 600 ton materiel og køretøjer blevet sendt til Danmark, men det er kun begyndelsen på den store opgave. Syv års kamphandlinger i Helmand har resulteret i store mængder af alt det, soldater bruger: fra kontorstole, airconditionanlæg, firehjulstrækkere, våbensystemer, paksække og uniformer til sokker.

Listen er omtrent uendelig, men for en logistiker er opgaven en udfordring. »En lækkerbisken«, siger Christian Ishøj, der garanterer fuldstændig stram styring af nedpakning og registrering i IT-systemerne. Hvis ikke de tusinder af materielstumper bliver flyttet korrekt i IT-systemerne, fra Helmand-missionen til de hjemlige systemer, vil de blive registreret som tabt. »Derfor har vi en plan for det hele. Det bliver skidegodt,« siger oberstløjtnanten og lyder som noget fra Olsen-banden, mens han viser rundt mellem containere i flere etager og metalbure med uidentificerbare bøjede jernstykker.

Tilbage i Camp Price har garderne fået nyt selskab. Det kan godt være, at Livgardens 1. kompagni var det første kompagni i Helmand-flodens grønne zone. Det kan godt være, at det var Livgardens 1. kompagni, der åbnede Armadillo-basen og senere lukkede den igen. Og det er ubestrideligt, at Livgardens 1. kompagni er det sidste danske panserinfanterikompagni i Helmand. 1. livgardekompagni har sat et betydeligt aftryk i Helmand. Men på »Kuffen«, KFUMs soldaterhjem i Price, er Ruth dukket op. Ruth Birk Christensen stod bag kaffekanderne og lavede kager til soldaterne i Camp Einhejer i Irak, og hun åbnede soldaterhjemmene i Camp Bastion og Camp Price, hvor tusinder af danske såvel som britiske soldater – og en hel del journalister – har fået den indvendige varme og et fristed. Ruth plejer at køre det hele selv, men denne gang har hun en yngre hjælper med, Nina, der også har tidligere erfaring fra Afghanistan. De skal afløse, mens det faste værtspar er hjemme på leave. Ruth har også sat et stort aftryk på Danmarks bidrag til Helmand.

Men Livgarde-kompagniets tilstundende afsked med Helmand er ikke kun fest og farver. Når danskerne forlader Price ved handelsbyen Gereshk, forlader de også de afghanere, som gennem årene har søgt samarbejde med danskerne. Blandt dem lederen af kvindecenteret i Gereshk, Gulalej, der er blevet angrebet af Taleban og stadig modtager trusler for sin indsats for kvinder og som tidligere medlem af distriktsrådet.

»Du ved aldrig, hvad der skal ske. Men jeg er muslim, så hvad der skal ske, det vil ske,« siger hun.

Gulalej, der blev portrætteret i bogen »Kvindernes Krig« fra 2010, skrevet af den daværende officer Anne-Cathrine Riebnitzsky, beder os hilse »A.C,« som den danske officer blev kaldt. Men Gulalej mener, at danskerne og briterne skulle blive noget længere.

»Alt, hvad vi har opnået, kan blive vasket væk,« siger Gulalej. Ved siden af hende sidder en 30-årig ugift kvinde, Nargis, der er skoleinspektør for pigeafdelingen på en skole. Hun er i sig selv som ugift og leder en anderledes skæbne end de fleste, men ligesom Gulalej bliver hun udsat for trusler.

»Du kan ikke få folk til at skifte mening, hvis de vil dræbe dig. Så vi tager dem meget alvorligt,« siger hun.

Web-tv: Hjem fra Afghanistan