Soldat idømt fængsel i våbensag på Bornholm

En tidligere ansat ved Almegårds Kaserne på Bornholm er blevet idømt tre års fængsel for opbevare våben og skarp ammunition på sin bopæl.

Rønne
Den 34-årige soldat har nægtet sig skyldig i store dele af anklageskriftet, men er i dag blevet dømt i Retten på Bornholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang/Scanpix

En 34-årig soldat er netop blevet dømt ved Retten på Bornholm for at opbevare våben, våbendele og skarp ammunition fra Almegårds Kaserne på sin bopæl i Nylars på Bornholm.

Det skriver blandt andre Bornholms Tidende.

Soldaten er tidligere ansat som finskyttekonstabel på Almegårds Kaserne, som ligger nord for Rønne.

Politiet havde på baggrund af et tip fundet en skarpladt maskinpistol med 34 skud samt røghåndbomber, en øvelseshåndgranat, et enkeltløbet haglgevær, en salonriffel, våbenmagasiner, diverse våbendele og en stor mængde ammunition på mandens bopæl.

»Bornholms Politi havde fået nogle oplysninger om, at der muligvis kunne findes nogle ulovlige genstande på bopælen, og på den baggrund gennemførte man en ransagning,« har anklager i sagen Claus Risbjerg fra Forsvarsministeriets Auditørkorps, udtalt til Bornholms Tidende inden dommen.

Gammel maskinpistol i en skrotcontainer

Soldaten har nægtet sig skyldig i store dele af anklageskriftet og fortalt i retten i dag, at hans store interesse for våben fik ham til at samle en gammel maskinpistol op i en skrotcontainer på Almegårds Kaserne og tage den med hjem, hvor han satte den i stand og gemte den på sit badeværelse, skarpladt med 34 patroner. Det, mente auditøren, var tyveri, men soldaten er altså ikke blevet dømt for tyveri af maskinpistolen.

Retten lagde dog i sin afgørelse vægt på, at maskinpistolen er et fuldautomatisk våben isat skarp ammunition, og at det ikke var opbevaret forsvarligt. Den 34-årige blev også dømt for at besidde andre ulovlige våben, ammunition og våbendele og for at opbevare dem uforsvarligt i sit hjem såvel som på sit værelse på Almegårds Kaserne.

Bornholms Politi reagerede tilbage i december på et anonymt tip om, at soldaten opbevarede våben i sit hjem. Den 34-årige blev anholdt den 3. december, men eftersom alle retsmøder har været holdt bag lukkede døre, er det først nu, at sagens detaljer har set offentlighedens lys.

Den dømte har bedt om betænkningstid til en eventuel anke af dommen.