Det er, som om Theis Ørntofts »Solar« tager hul på noget. En desillusion og resignation, som gradvist er krøbet ind i samtiden og gennem længere tid har kunnet fornemmes som en underliggende angst og desperation, men som indtil nu kun er blevet ubehjælpsomt behandlet i litteraturen, udtrykkes her for første gang med intensitet og seriøsitet.
Uddrag af anmeldelsen:
»Theis Ørntofts »Solar« er processuel. Hvad der begynder som »ridser i dagens overflade ind til de sumpgrønne evigheder« på en vandretur på Hærvejen i Jylland udvikler og udvider sig gradvist og ender med fuld neddykning i en regnfuld skov et ubestemt sted i Europa, ned af »glødende vindeltrapper« og dybt ind i den mørke ursump.«
Del: