Sol, sol, kom igen

Forskere over hele verden undrer sig dybt over Solens mærkværdige opførsel for tiden. Er vi på vej ind i en ny »lille istid«?

Solen skaber ufattelige energimængder. Her er den fotograferet i ekstremt ultraviolet lys 16. april i år, mens en enorm såkaldt protuberans af kraftigt opvarmede gasser farer ud fra Solen i en længde på ca. 800.000 km. Fold sammen
Læs mere
Foto: NASA/
Solen opfører sig helt uforudsigeligt for tiden.

Stik mod forventningerne har vores livgivende kæmpekraftværk oppe på himlen i det seneste par år skruet ganske betragteligt ned for blusset.

I begyndelsen af året så det ganske vist ud til, at den langt om længe var ved at komme i gang igen. Men i de seneste fire-fem måneder er den faldet tilbage i en næsten passiv tilstand, hvilket har fået adskillige sol- og klimaforskere til at spekulere over de mulige konsekvenser her nede på Jorden — herunder risikoen for, at vi står på kanten af en ny lille istid med en varighed på måske 50 år.

Ingen, ud over Solen selv, kan levere svaret, og af samme årsag følger forskere over hele verden ekstra intenst med i vores lokale stjernes påfund i disse tider.
Solens varierende aktivitet kan aflæses i dens såkaldte solpletcyklus, der gennemsnitligt set har en varighed på lige omkring 11 år. Inden for det tidsrum vil det typiske billede være, at Solen går fra en passiv tilstand med ingen eller meget få solpletter på dens overflade, over et maksimum med op til 100 eller flere solpletter om måneden og så igen, ved 11-års periodens afslutning, ned til ingen eller få solpletter.

Pletterne er mørke og relativt kølige områder på Solen, som er karakteriseret ved meget kraftig magnetisk aktivitet, og et højt antal solpletter vidner om en tilsvarende høj generel solaktivitet med forhøjet udstråling til universet og dermed til os nede på Jorden.

Gennem de seneste 400 år har astronomer på næsten daglig basis talt pletternes kommen og gåen, så man har et glimrende historisk billede af Solens op- og nedadgående kurver.

DEN FORHENVÆRENDE solpletperiode med nummeret 23 kulminerede i marts 2000, da man optalte over 100 solpletter. Derefter er aktiviteten langsomt faldet, men siden den nåede bunden ved udgangen af 2008 — og dermed efter en forlænget solpletcyklus på næsten 13 år — er der ikke sket ret meget på soloverfladen.
I den seneste uge har der bare været én eller to pletter at se. Havde aktiviteten været normal, ville der have været 20, 30 eller måske ligefrem 50 pletter i øjeblikket
»Det er en ret enestående situation, vi solmæssigt set befinder os i,« fastslår Peter Thejll, der er seniorforsker på DMI og førende ekspert i koblingen mellem Solen og Jordens klima.

En anden dansk solforsker, Christoffer Karoff fra University of Birmingham i England, siger:

»Det er meget overraskende at se så lang en periode uden nævneværdig aktivitet på Solen. Af samme årsag er det afgørende tider, vi går ind i. Nu vil vi for alvor kunne få testet, hvor stor indflydelse Solen har på Jordens klima — og det i en situation, hvor der samtidig er tiltagende drivhuseffekt.«
Kernespørgsmålet, der optager forskerne, er følgende:

Er vi på vej ind i et nyt Maunder Minimum?

MAUNDER MINIMUM var en periode, der strakte sig omtrent fra 1645 til 1715, og som på én gang var karakteriseret ved et helt usædvanligt lavt antal solpletter og en generel afkøling af store dele af kloden, ikke mindst i Europa og Nordamerika.

Historisk interesserede vil f.eks. vide, at der var helt usædvanlig koldt herhjemme i vinteren 1657-58, for det var dengang en tusindtallig svensk hær vandrede over isen fra Langeland til Lolland. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at Maunder Minimum også kaldes for Den Lille Istid.

At dømme efter analyser af grønlandske iskerner har der været adskillige tilsvarende »minimum«-perioder gennem de seneste godt 20.000 år af Jordens historie — sidst det såkaldte Dalton Minimum, der varede i ca. 40 år og sluttede omkring 1830.

Men det er kun i forbindelse med Maunder Minimum, at videnskaben kan påvise en overbevisende sammenhæng mellem lav solaktivitet og en næsten generel global afkøling.
Til gengæld ser det ud til, at på samme måde som Solen kører i en 11-års cyklus, så kører den også i en 150-200-års cyklus, hvad angår dens tilbagevenden til længerevarende »minimum«-perioder med lav solaktivitet.

DALTON MINIMUM endte for ca. 180 år siden, så måske er de ekstremt få pletter på Solen i det seneste to et halvt år et varsel om, at vi er på vej ind i et nyt minimum. Spekulationerne er der i hvert fald.

»Jeg vil blive meget overrasket, hvis Solen vender tilbage til et højt antal solpletter. Hvordan den i øvrigt vil te sig i de kommende år, tør jeg simpelthen ikke gætte på. Men fortsætter Solen på lavt blus, bliver det utrolig interessant at se, hvor stor vægt en vedvarende lav solaktivitet vil få i forhold til den modsatte effekt fra de stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren,« siger Christoffer Karoff.

Heller ikke Peter Thejll tør gætte på, om Solens aktuelle passivitet er et tegn på, at vi står på kanten til et nyt minimum.

»Men skulle der opstå en langvarig periode med lige så lav solaktivitet som under Maunder Minimum, vil den globale middeltemperatur på trods af den tiltagende drivhuseffekt formentlig falde med mellem en halv og en hel grad,« vurderer han på basis af nyere beregninger.

Christoffer Karoff er lidt mere forsigtig i sin vurdering, og det skyldes først og fremmest, at klimavidenskaben gennem de seneste måneder har registreret rekordhøje middeltemperaturer på Jorden på trods af en meget lav solaktivitet.

Det kan ifølge Karoff muligvis forklares med et forsinket reaktionsmønster i Jordens klimasystem — eller måske har den lave solaktivitet allerede fået andre og relativt ubehagelige konsekvenser for os.

Nogle forskere mener således, at den usædvanligt strenge forgangne vinter i Europa og dele af Nordamerika meget vel kan forklares med en følgevirkning af det lave blus på Solen.

Den totale indstråling fra Solen bliver nemlig kun marginalt forandret som følge af stjernens vekslen mellem høj og lav aktivitet. Til gengæld ændrer den ultraviolette stråling fra Solens korona eller atmosfære sig væsentligt mere i samme åndedrag.

Ultraviolette stråler, eller bare UV-stråler, optages især af Jordens ozonlag i den nedre del af stratosfæren, men da stratosfæren er i konstant udveksling med troposfæren, hvor vi befinder os — bl.a. i form af kraftige jetstrømme — kan ændringer i stratosfæren meget vel påvirke Jordens vejr. I hvert fald regionalt.
»Det er ikke utænkeligt, at den hårde vinter, vi lige har haft, hænger sammen med en svagere UV-indstråling, for der synes at være en sammenhæng mellem UV-stråling og styrken af den såkaldte arktiske oscillation, som kan forklare den seneste kolde vinter i Europa. Fortsætter den lave solaktivitet i årene fremover, vil det derfor være min forventning, at en vinter, som den vi lige har haft, snarere bliver normen end undtagelsen,« spår Karoff.

Hverken Christoffer Karoff eller Peter Thejll er imidlertid i tvivl om, at den menneskeskabte drivhuseffekt fortsat vil køre i baggrunden som en opvarmende faktor — uanset hvordan Solen i øvrigt opfører sig.
Og som Peter Thejll siger:

»Det er ikke fuldstændig utænkeligt, at det af naturlige årsager kan gå hen og blive en smule koldere i en periode. Man skal bare passe grueligt på, for hvis man holder op med at bekymre sig om drivhuseffekten af den grund, hvad så når Solen kommer igen? Drivhuseffekten er der jo hele tiden. Den er ikke noget, vi slukker for, så når solen kommer igen, har vi et tredobbelt problem.«