Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det var beklageligt, da sognepræst Per Ramsdal 25. december sidste år tonede rent flag og fortalte, at han hverken tror på Jesus genopstandelse eller for den sags skyld skabelsesberetningen, meddeler han selv.
I et interview med Jyllands-Posten fortalte han, at han sommetider brugte »nødløgne«, når han til begravelser prædikede for, at de pårørende ville se den afdøde igen. Men de udtalelser var ikke gennemtænkte, lyder det nu fra sognepræsten fra Sydhavns Sogn i en pressemeddelelse.
»Jeg undskylder min udtalelse vedrørende nødløgn i forbindelse med bisættelser og begravelser og beder de folkekirkemedlemmer om forladelse, som jeg måtte have frataget håbet med disse udtalelser. Jeg trækker udtalelsen tilbage, for naturligvis siger jeg aldrig noget i en prædiken eller begravelsestale, jeg ikke selv fuldt ud står inde for,« siger sognepræsten.
Undskyldningen kommer, efter at Per Ramsdal har være til tjenstlig samtale med Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, der i samme pressemeddelelse oplyser, at Per Ramsdal nu skal indgå i et mentorforløb i tre måneder, hvor »flere nyere fremstillinger af den kristne troslære blive læst og drøftet«, fremgår det af meddelelsen.
»Sognepræst Per Ramsdal har i en alvorlig samtale med mig undskyldt og distanceret sig fra begrebet nødløgn i forbindelse med præstens forkyndelse og har bekræftet, at han står ved sit præsteløfte og på ingen måde ønsker at distancere sig fra folkekirkens vide bekendelsesgrundlag,« siger biskop Peter Skov-Jakobsen.
Kritikken af sognepræsten har været hård i kølvandet på hans udtalelser, hvor flere politikere opfordrede Per Ramsdal til at forlade Folkekirken.
Og det er ikke første gang, at sognepræsten er i vælten. Tilbage i 2009 var han involveret i sagen om irakerne i Brorsons Kirke, hvor han var præst i sin tid, og hvor han tillod, at man husede 70 irakere, der stod til at blive udvist af landet. Også her endte det med en tjenstlig samtale hos biskoppen.