Sofie gør comeback

Sofie og Lucas topper navnehitlisten fra Danmarks Statistik. Populariteten er ikke ny for de to.

Efter få år lidt længere nede topper Sofie igen listen over de mest populære pigenavne.

Blandt drengene topper Lucas, der har overhalet sidste års mest populære navn, Magnus.

Navnestatistikken 2006 fra Danmarks Statistik viser også, at Mathilde kun nåede et år på førstepladsen og nu er helt nede på en fjerdeplads.

På en lun andenplads ligger Laura, og pigernes højdespringer er Andrea, der er sprunget fra en 35. plads til en 25. plads. Nye pigenavne på listen over de 50 mest anvendte navne er Filippa, Karla og Silje.

Thomas, Martin, Julius og Asger figurerer ikke længere blandt de 50 mest populære navne. Det samme gælder Emily, Sille og Selma.

Nye på listen over de mest populære drengenavne er David, Villads, Albert og Peter.

/ritzau/