Søværnsfolk byttede tobak og spiritus for narhvalstænder

Ulovlig salg af alkohol og jagt på en moskusokse i Grønland har udløst bøder til højtstående søværnsfolk.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Der blev set stort på de etiske retningslinjer og den militære straffelov på et inspektionsskib i farvandet ud for Østgrønland i sommeren 2018.

Her købte to medlemmer af besætningen fire kartoner cigaretter og en flaske spiritus i skibets kiosk. Efterfølgende brugte de varerne som betaling for tre narhvalstænder i byen Ittoqqortoormiit.

Det skriver Grønlands Radio, KNR.

I Ittoqqortoormiit er det ulovligt at sælge spiritus.

De to mænd - en banjermester og en teknikofficer - sejlede med fiskeriinspektionsskibet Lauge Koch. På skibe som Lauge Koch kan man købe varer told- og afgiftsfrit i en kiosk, når skibet er i internationalt farvand.

I kiosken købte de fire kartoner cigaretter for omkring 120 kroner per karton og altså en flaske spiritus. For varerne fik de tre narhvalstænder, som afhængig af størrelse og udseende kan indbringe tusindvis af kroner.

Forsvarets anklagemyndighed, Auditørkorpset, har på den baggrund udstedt bøder til de to for pligtforsømmelse efter den militære straffelov.

Banjermesteren har modtaget en bøde på 9000 kroner, mens teknikofficeren har fået en bøde på 5000 kroner.

Foruden forholdet om salg af tobak og spiritus har banjermesteren skudt en moskusokse i en nationalpark i Grønland, hvor al jagt er forbudt.

Moskusoksen blev efterfølgende spist på skibet. Sanktionen for den ulovlige jagt er omfattet af bøden på 9000 kroner.

Det er auditør Claus Risbjerg, som har ført sagerne mod besætningsmedlemmerne.

Det er sjældent, at han behandler sager mod de inspektionsskibe, der sejler i farvandet ved Grønland, fortæller han til KNR.

»Det er en sag, som vi har set meget alvorligt på, fordi det har stor betydning for forholdet i rigsfællesskabet, så vi har prioriteret sagen højt,« siger han.

Også skibschefen på togtet har fået en bøde. Skibschefen er den øverst ansvarlige på skibet, og han har fået 6000 kroner i bøde for ikke at indberette den ulovlige nedlæggelse af moskusoksen til de grønlandske myndigheder.

Derudover straffes han for ved flere lejligheder at tillade besætningsmedlemmer at fiske fra skibet uden gyldige fisketegn.

De tre har alle accepteret bøderne.

/ritzau/