Søren Pind taler ud: »Det var et major fuck up«

Kendte danskere fortæller om deres fejl i kampen mod perfekthedskulturen.

Søren Pind er blandt meget andet kommentator for Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

»Engang for mange år siden blev jeg meget, meget sur på en kvindelig borgmester, der havde kritiseret mig.«

Således indleder tidligere uddannelses- og forskningsminister for Venstre og nuværende Berlingske-kommentator med meget mere, Søren Pind, en slags tilståelsessag i en video delt på bl.a. Facebook af hans gamle ministerium.

Videoen er en del af kampagne, som hans efterfølger i ministerstolen, Tommy Ahlers, ligeledes for Venstre, har taget initivativ til.

I videokampagnen fortæller kendte danskere om, hvordan også de har begået fejl.

»Målet er at starte en debat om fejl og det uperfekte, og derfor opfordres alle til at fortælle åbent om deres fejl,« som det hedder i kampagnen, der ikke mindst er rettet mod unge og studerende.

Men tilbage til Søren Pind, der fortsætter med at fortælle, hvordan han dengang - i 1998 - var blevet spurgt til den kvindelige borgmesters kritik af ham.

Dengang ville han som 29-årig, nyvalgt borgmester i København også i Folketinget, og han gik efter at blive opstillet på sin fødeø, Bornholm.

På et opstillingsmøde i Venstre mente Åkirkebys borgmester, Birthe Juel-Jensen, ikke, at det ville være hensigtsmæssigt med et dobbeltmandat til Søren Pind.

Det fik ham til sige følgende på TV, erindrer han:

»Som min onkel havde sagt til min kusine, da hun kom hjem og fortalte, at hun havde smadret hans bil: Hvad kan man vente fra en ko andet end et brøl.«

Bagefter var stemningen en anelse flad, mindes Søren Pind. Kameramanden fra lokalt TV sagde ikke et ord og pakkede bare sammen.

»Jeg forstod først efter en halv time, at det der, det var et major fuck up,« siger han:

»Det havnede i landsfjernsyn, og det kostede mig en reprimande fra Venstres formand, og det var lige ved at udløse en kæmpe ballade. Men altså, jeg har begået masser af fejl, men den der kan jeg bare meget tydeligt huske.«

Hvorefter han trækker på skuldrene og konstaterer:

»Og jeg står her jo endnu.«

I øvrigt er Søren Pind tilgivet af Birthe Juel-Jensen, kunne TV2 Bornholm berette sidste år.

»Han gav mig jo en lidet flatterende bemærkning med på vejen, men det har vi snakket om siden, og jeg synes, han har klaret sine ministerposter særdeles godt,« lød det fra Birthe Juel-Jensen.