Søren Pape: »Jo, det giver god mening«

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har i modsætning til sine forgængere på justitsministerposten fremsat lovforslag, som vil ændre minimumstraffen for at bære våben på offentligvej.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) Fold sammen
Læs mere

»Problematisk« for domstolene, lyder det fra den nye højesteretspræsident, Thomas Rørdam.

Men Søren Pape Poulsen fastholder, at minimumstraf er et vigtigt redskab i dette tilfælde.

»Det seneste år har vi set en massiv stigning i antallet af skudepisoder i det offentlige rum, der har været relateret til rocker- og bandemiljøet, hvor uskyldige borgere havner i skudlinjen. Derfor vil vi forhøje den eksisterende minimumsstraf fra et til to års fængsel. Det giver god mening i lyset af den udvikling, vi har set, og jeg føler mig sikker på, at almindelig borgere vil være enige i, at bandemedlemmer og andre hærdede kriminelle, som render rundt på vores gader med ulovlige skydevåben, skal straffes hårdt,« siger ministeren til Berlingske.

Ikke færre end 15 forslag har ministeren sendt i høring, og dertil kommer en række udspil, der endnu ikke er sendt i høring.

Forslagene og udspillene har blandt andet været en fordobling af minimumsstraffen for at bære skydevåben på offentlig vej og en udvidelse af strafferammen for indbrud.

Ministerens omfattende rocker- og bandepakke blev forhandlet på plads i fredags.

»Jeg vil gerne understrege, at jeg har dyb respekt for vores domstole og for den helt centrale rolle, de spiller i vores samfund, og jeg har fuld tillid til, og at de dømmer i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning. Vi har minimumsstraffe i meget få tilfælde i Danmark, men det er snart otte år siden, at der blev indført minimumsstraf for besiddelse af ulovlige skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. Det er i sidste ende domstolene, som afgør, om der i en konkret sag foreligger sådanne skærpende omstændigheder,« understreger Søren Pape Poulsen.