Søren Espersen: EU taber det hele på gulvet

Hvis EU skal overleve, skal man droppe den fri bevægelighed for arbejdskraft, ellers er EU væk om 15-20 år, siger DF-ordføreren. En vulgær elite har travlt med at dæmonisere dem der stemmer på Trump og DF, mener han.

Oprøret ruller. Og spørger man Dansk Folkepartis udenrigsordfører og formand for Udenrigspolitisk Nævn Søren Espersen, så har vi kun set begyndelsen. De stærkt EU-kritiske partier vokser overalt i Europa og inden for et år er der stemt nej til mere EU i Storbritannien, Holland og Danmark. Det næste år venter vigtige valg i Østrig, Frankrig og Tyskland.

»Lur mig om ikke EU taber det hele på gulvet, sådan er stemningen i øjeblikket. Det er en illussion at tro, at befolkninger i Europa, gamle europæiske folkeslag, vil være med til en ensretning, hvor det er tyskerne, som sætter dagsorden,« siger Søren Espersen.

Han kalder euroen for »en tordnende fiasko« og mener, at det er »noget vrøvl,« at det er EU, som har sikret fred i Europa. Den har NATO stået for, siger han. Og så køber han ikke  argumentet om, at det nationalkonservative oprør kommer fra en særligt hårdt ramt befolkningsgruppe. Oprøret, der bølger over USA og Europa er kaldt mange ting: Et oprør fra bunden,“de overflødiges oprør.” de udstødtes eller den hvide ufaglærte mands vrede reaktion. De, der forfærdes over oprøret, har ifølge Søren Espersen travlt med at dæmonisere og nedgøre de vælgere, som stemmer på Donald Trump eller på de europæiske EU-kritiske partier.

»Man har gjordt nar af de mennesker, der kunne finde på at stemme på Donald Trump. Det var sådan nogen, der gik rundt i gulnede undertrøjer og skød efter dåser og drak en masse bajere. Men det er jo forkert, hvis du ser på Trumps opbakning, så var der ikke den store forskel til Hillary Clintons i de forskellige grupper,« siger Søren Espersen.

På samme måde mener han, at de danske medier stirrede sig helt blind på, at det skulle være et særligt uuddannet sønderjysk udkantsoprør, der skabte den store fremgang for Dansk Folkeparti i 2015.

“En eller anden fandt ud af, at der var et par promiller mere i Sønderjylland, som stemte på os, hvorefter journalister flokkedes til grænselandet for at finde denne mærkelige urskovsmand. Og de fik på besynderlig vis altid et billede med hjem fra en forblæst landsby, hvor en mand kørte rundt på en knallert med bajere og tre Underberg i kassen. Hvor er det dog forudsigeligt og vulgært. Hvis dem, der stemmer DF eller Trump virkelig er så dumme, så må man jo undre sig over, at Trump fik 50 millioner stemmer, så mange mænd er der heller ikke i gulnede undertrøjer i USA. Det er løgnehistorier, og de blev produceret allerede inden valget, også herhjemme. Man skaber stereotyper både i den europæiske og den amerikanske presse. Og det er nyt, at nogen tror, at man kan putte folk ned i sådan nogle kasser,« siger Søren Espersen, og peger på, at Dansk Folkepartis vælgere rent demografisk svarer nogenlunde til Socialdemokraternes, og ikke ligger langt fra Venstres.

Hvis EU skal overleve det oprør, der er i gang, så kræver det ifølge Espersen, at man opgiver den fri bevægelighed for arbejdskraft, som i dag er en vigtig del af det indre marked. Når briterne stemte sig ud af EU, var det ifølge Espersen fordi man ikke længere har stærke fagforeninger, dem tog den daværende premiermninister Margeret Thatcher livtag med. Når Søren Espersen bor på hotel i London, spørger han altid lidt indiskret, hvad receptionisten tjener. Tre pund i timen er det svar, han tit hører fra den ansatte, som ofte er fra Østeuropa.

»Briterne kan ikke stå imod lønpresset. Det er den egentlige årsag til, at de har forladt EU. Hvis man vil erkende, at det der hedder arbejdskraftens fri bevægelighed, var en fejl og fjerne sig fra den føderale kurs, så tror jeg, EU kan overleve. Ellers tror jeg ikke, at vi har noget der hedder EU om 15-20 år,« siger Søren Espersen.

Forleden kaldte EU-professor Marlene Wind i Berlingske de partier, som vender ryggen til EU, globalisering og frihandel for »kyniske« fordi de ifølge hende udnytter nogle udsatte gruppers frygt for fremtiden, mens de ikke selv har noget brugbart svar overhovedet. De forslag til løsninger - at rulle EU, globalisering og frihandel tilbage - vil netop ramme de udsatte grupper, fordi almindelige varer bliver langt dyrere, når grænser og toldmure genindføres.

»Kynisme afhænger af øjnene der ser,« siger Søren Espersen. »Jeg mener, at det var kynisk, at afvikle grænsekontrollen, som vi har haft i over 1000 år. Og det er kynisk at foregøgle, at vi har et frit og åbent Europa, hvor folk bare kan færdes på kryds og tværs uden kontrol. Det er kynisk i stor stil at lade som om, Europa er på vej til en samling. EU er et elitært projekt og ikke noget, der er kommet fra borgerne. Hvis der er nogen, der er kyniske, er det de selvglade og elitære europæiske politikere,” siger Søren Espersen.

Det indre marked har ikke nødvendigvis gjort os rigere, mener han. Det er ellers hovedargumentet, som de fleste tilhængere af EU fremfører.

»Det er det, der er fortællingen, men Danmark var jo også et rigt land før 1986. Jeg vil ikke afvise, at det er blevet lettere at handle, men at sige at Danmark og de nordeuropæiske lande skulle være blevet specielt meget rigere end før 1986, passer jo ikke. Dem, der er blevet løftet, er de  dårlige økonomier i Sydeuropa. Man har spenderet alle mulige projekter for portugisiske bjergbønder og irske farmere. Det er helt eventyrligt, og det er en regning, der er betalt blandt andet af Danmark,« siger Søren Espersen, som heller ikke tilslutter sig en ofte fremførte nationalkonservative kritik af eurokraterne i Bruxelles, som nogen, der kun er ude på at mele deres egen kage.

»Nej de er idealister alle sammen. De føler at de tager kæmpe skridt for Europas samling og fælles økonomi. De er meget idealistiske og tror på det, og det er det, der er så tragisk,« siger han.