Sønnernes forladelse

Mandag fylder Kronprins Frederik 40 år, lørdag blev Prins Joachim gift for anden gang. Brødrene er blevet voksne, og efter år med usikkerhed synes de at have affundet sig med deres skæbne.

1975: Kronprins Frederik og prins Joachim. Fold sammen
Læs mere

De er brødre, men de har aldrig været en del af flokken. De har slået sig i deres stramme tøjr, de har fået deres ungdomsfadæser og kærester blæst ud på alverdens forsider, og de har kæmpet deres personlige kampe. De er sågar blevet spillet ud mod hinanden i offentligheden. Men de har altid stået last og brast.

Bryllupsfesten i aftes på Schackenborg Slot kan meget vel have mindet kronprins Frederik om en skelsættende begivenhed fra hans og prins Joachims barndom. Nemlig den dag for næsten 30 år siden, da det for alvor gik op for ham, at hans skæbne var en anden end Joachims.

Det var i påsken 1979. Joachim og Frederik var ni og ti år, og indtil dette tidspunkt ganske uvidende om deres forudbestemte roller i livet. De var opdraget næsten som tvillinger, de var altid sammen, og de var altid ens klædt.

Det var de også denne dag: Ens bukser med svaj, ens cardigans og ens ternede skjorter. Ja, selv deres frisurer var ens: 70ernes kasserollemodel.

De var på påskeferie med deres mor og far på Marselisborg i Århus. De havde fri fra skole og fri for lektier og forældrene fri for officielle pligter. Joachim og Frederik glædede sig også til at få besøg af Karin og Hans Schack, som de kendte vældig godt.

Alt var godt, lige indtil gæsterne midt under påskefrokosten meddelte, at de havde en gave med, og gaven var til Joachim.

Gaven var Schackenborg Slot.

Efter at have været i slægtseje i 11 generationer, havde greveparret besluttet at overlade deres gods til prins Joachim. Værsgo. Uden videre forklaring. Heller ikke til Frederik, som jo ingen »gave« fik. Han forstod det ikke.

»Mine forældre sagde, at min bror skulle arve Schackenborg efter Hans og Karin. Hvad så med mig? Hvad får jeg? Jeg kunne ikke helt forstå det, og min mor sagde: ’Jamen, du kommer til at arve hele landet en dag.’ Det var lidt øh-hø. I den alder tænkte jeg mest på materielle ting. Min bror fik et stort gods, og hvad fik jeg? Det at skulle arve et land, det kunne jeg ikke forstå. Det var for stort. Som lille dreng kunne jeg slet ikke forholde mig til det. Et kæmpe landområde. Hvad skulle jeg med det?«

....