Søndag slog kulturlivet dørene op – og det var en overraskende genåbning

Kulturinstitutionerne kunne søndag genåbne efter en måneds nedlukning, som begyndte søndag 19. december.

Ægteparret Kirsten Engel og Hans Wullfsberg har vidst siden onsdag, hvad de skulle søndag. De skulle på museum. Søndag besøgte de Statens Musen for Kunst på genåbningsdagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kulturen har været savnet i juleferien, mener flere kulturinstitutioner ovenpå genåbningen søndag.

Således melder både Zoologiske Have, Statens Museum for Kunst, Louisiana og Danske biografer om gæster, der er taknemmelige for at være tilbage igen efter en måneds nedlukning.

Statens Museum for Kunst åbnede søndag med en masse glade gæster i kø til billetsalget.

»Det har været overraskende positivt. Ved de tidligere genåbning fornemmede vi en vis tøven, men denne gang oplevede vi en ekstrem opbakning,« siger kommunikationschef og vicedirektør for Statens Museum for Kunst Marie-Louise Dunker Nielsen.

Vicedirektøren fortæller, at de søndag havde over 3000 gæster.

»Det kunne ske på en åbningsdag for en kæmpe udstilling i efterårsferien, så det er overvældende godt,« siger hun.

I Københavns Zoologiske Have frygtede man, at coronapas og mundbind, som er kravet på kulturinstitutionerne, ville holde afholde gæsterne fra et besøg. Men det var umiddelbart ikke noget problem.

»Vi nåede ret præcist budgettet. Det var som en helt almindelig søndag i januar uden mundbind og coronapas. Nu er det jo kun en enkelt dag, men det er rigtig godt til en start,« siger presse- og kommunikationschef i Zoologisk Have København Jacob Munkholm Hoeck.

Og gæsterne lod til at være glade for at være tilbage blandt løver og aber.

»Rigtig mange familier besøger os til nytår og første januar, hvor vi jo havde lukket, så jeg tror mange familier havde glædet sig til at kunne komme tilbage. Oplevelsen herinde var en masse glade børn og glade forældre,« siger presse- og kommunikationschefen.

De glade gæster var også at finde hos Louisiana i Humlebæk, hvor man kunne konstatere kø, da museet åbnede klokken 11.

»Jeg tror, der er mange, som ikke har fået kultursuset i juleferien, som var interesserede i at komme ud. Vi fulgte med på sociale medier i løbet af dagen, og her var vi overraskede over, hvor positiv respons, der var,« siger kommunikationschef hos Louisiana Thomas Bendix.

Bedre end en normal søndag

På den forholdsvise kølige genåbningsdag var der også søgning mod de danske biografer. Selvom direktør for brancheforeningen Danske Biografer Lars Werge ikke har de konkrete tal for billetsalget, så har han alligevel et indtryk af, hvordan genåbningen gik.

»Jeg talte med en række biografer og biografkæder i løbet af eftermiddagen, og her var meldingen, at det gik bedre end på en normal søndag,« siger han.

Også her var der god stemning blandt gæsterne og en fornemmelse af, at de var glade for at være tilbage, fortæller direktøren.

»Vi er super glade for det, men vi håber aldrig, at vi kommer til at skulle genåbne igen,« bemærker han.

Fra søndag 16. januar hart højskoler, zoologiske anlæg, museer, forlystelsesparker og akvarier atter måttet holde åbent, men med krav om mundbind indendørs og coronapas både indendørs og udendørs.

For udendørs idrætsarrangementer og kulturarrangementer med betalende gæster gælder de samme krav.

Og så må teaterforestillinger og indendørs idrætsarrangementer afholdes med en begrænsning på 1.500 publikummer i sektioner à 500 personer. Den samme begrænsning gælder for de genåbnede biografer. For teatrene, til idrætsarrangementerne og i biograferne gælder krav om mundbind og coronapas ligeledes.