Det kræver sin mand at være gift med Danmarks eneste pindsvineforsker. En romantisk tur i skumringen ender som regel med at blive til en jagt på trafikdræbte pindsvin.

»Han er heldigvis let at overtale,« konstaterer Sophie Lund Rasmussen. Underforstået: Vil han have hende, hører pindsvinene med til pakken.

Hun er biolog , ph.d.-studerende på SDU og leder af det første danske projekt, der skal kortlægge danske pindsvins helbred, trivsel og færden. Ifølge Sophie Lund Rasmussen ved vi så godt som intet om, hvor stor bestanden er, hvor gamle de bliver, eller om de har det godt eller skidt.

Efter en pindsvinesamtale med hende fornemmer man, at det nærmest kun er dyrets kærlighedsliv, hun ikke vil stikke skalpellen i.

Projektet går i al sin enkelthed ud på via 25 indsamlingssteder rundt om i landet at få os til at sende hende døde pindsvin, gerne »roadkill« fra de danske veje, for derefter at undersøge dyrenes indvolde, tænder, organer, genetik og meget andet. Også stederne, hvor de døde pindsvin bliver fundet, har interesse for Sophie Lund Rasmussen. En kortlægning af omgivelserne kan fortælle noget om risikofaktorer og dermed gøre det muligt at forbedre trafiksikkerheden.

Ifølge Sophie Lund Rasmussen er hendes projekt det hidtil største eksempel i Danmark på såkaldt »citizen science«, hvor borgerne leverer en del af forskningsgrundlaget.

Den indsamlede viden vil, mener pindsvineforskeren, gøre os i stand til at beskrive pindsvinets udfordringer for overlevelse i byen og på landet, så man kan målrette indsatsen for bevaringen af det piggede nytte­dyr.

På www.sdu.dk/pindsvin kan man læse mere om indsamlingssteder og detaljer om projektet.

Færre pindsvin i haverne

For 25-50 år siden så man ofte pindsvin i sin have. Det gør man ikke så meget mere. Det har sin naturlige og bekymrende årsag, mener Sophie Lund Rasmussen.

»Man ved ikke, hvor stor bestanden er i Danmark. Men de seneste ti år er den gået 30 pct. tilbage i England, hvor klimaet og fordelingen af land og by ligner det i Danmark. Så der er stor sandsynlighed for, at tilbagegangen også vil ske hos os. Det er enormt bekymrende,« siger hun.

I England mener man, at sprøjtning mod insekter og snegle og rydning af pindsvinenes naturlige tilholdssteder såsom krat og bevoksninger i private haver, har fået deres antal til at falde med en tredjedel. At englænderne er længere fremme i pigskoene end danskerne er måske naturligt. BBC Wildlife kårede i 2013 pindsvinet som nationens uofficielle nationaldyr.

Herhjemme er det altså Sophie Lund Rasmussen, der for første gang skal afdække, om for eksempel MRSA-bakterien smitter gennem pindsvin, om sneglepiller forgifter pindsvin, der æder sneglene, hvorfor mange pindsvin har dårlige tænder, hvorfor næsten alle har salmonella, og om der er risiko for indavl, fordi de mange veje forhindrer pindsvinene i at blande sig med andre bestande.

»Men pindsvinenes største problem er vejene. De har ikke nået at tilpasse sig og bliver kørt over. Vi bor over det hele, og mange haver har i dag kun fliser og lidt græs. Så der er ikke noget, pindsvinene kan spise, og der er ikke noget sted, de kan være. Det sidste 100 år er udviklingen gået enormt hurtigt,« opsummerer Sophie Lund Rasmussen.

Foreløbig har hun fået tilsendt 230 døde pindsvin fra folk over hele landet. 500 er målet. De døde pindsvin ligger i frysere blandt andet hos hendes svigermor, som hun har givet en kummefryser til formålet. Det sværeste har dog været at skaffe penge. Omkring en halv million kroner fra seks fonde er det foreløbig blevet til, men hun mangler stadig midler til blandt andet toksikologiske og genetiske undersøgelser.

»Hver gang, man søger de naturvidenskabelige fonde, konkurrerer man med folk, der vil kurere kræft. Der taber man, og det kan jeg da godt forstå. Det er bare ærgerligt, at når vi er et velfærdssamfund, burde der også være penge til at undersøge, hvordan vores natur og dyr har det. Vi risikerer at stå med pindsvinet, der er tæt på at uddø, fordi vi har forsømt dem,« siger Sophie Lund Rasmussen.