Sociolog: Vær åben over for kønsopdelte svømmehaller

Det er ikke fejlslagen integration, når svømmeklubber har rene pigehold. Stop principrytteriet, lyder det.

København: Det er positivt, når nydanske piger kommer ud og svømmer, og derfor kan det være godt at kønsopdele undervisningen i svømmeklubber.

Sådan lyder det fra kultursociolog og lektor ved Syddansk Universitet Mehmet Necef. Han har i mange år beskæftiget sig med integration og har skrevet flere bøger.

Ifølge ham skader det ikke integrationen, når Hovedstadens Svømmeklub tilbyder svømmeundervisning bag tilslørede vinduer til nydanske piger, som Berlingske skriver onsdag.

- Det er ikke fejlslagen integration. Vi må skelne mellem vigtige principper og fleksibilitet. Vi skal selvfølgelig ikke acceptere omskæring af kvinder i Danmark. Det strider direkte mod danske værdier og menneskerettighederne.

- Men at nogle svømmeklubber reserverer tider til kun det ene køn, har pigehold og slører vinduerne, synes jeg er af anden karakter. Det støder ikke direkte mod vores værdier.

Ifølge Mehmet Necef er det i høj grad et kultur- og blufærdighedsspørgsmål.

- I spørgsmålet om svømmehaller skal vi være fleksible. Her er der i høj grad også tale om blufærdighed, fordi man viser krop. Der er en væsentlig forskel.

- Social integration tager tid, og det er et skridt på vejen til, at unge piger vænner sig til kulturen i en svømmehal, og man kan håbe, at de efter et stykke tid ikke har noget imod at svømme med det andet køn.

Siden svømmetræningen som følge af et projekt blev kønsopdelt i 2013 er i alt 246 nydanske piger begyndt til svømning. Derudover er fire nydanske piger blevet svømmetrænere, mens 12 er blevet hjælpetrænere.

/ritzau/