Snød i fiskekonkurrence: Købte fangsten hos fiskehandler

Tvivlsom lystfisker meldt til politiet efter mistanke om systematisk fusk ved lystfiskekonkurrencer med store præmier.

Foregår der systematisk snyd ved de store lystfiskekonkurrencer i Danmark? Det er der noget, der tyder på. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere

Foregår der systematisk snyd ved de store lystfiskekonkurrencer i Danmark? Det er der noget, der tyder på, skriver Stiften.dk.

Senest forsøgte en snyder at få fingre i nogle af præmierne til i alt 120.000 kroner, da grejbiksen i Trige holdt deres årlige fiskekonkurrendce Fjord til Fjord 24.-26. april.

Ronnie Knappe, ejer af Grejbiksen og arrangør af fiskekonkurrencen fortæller, at en af deltagerne mødte op kort efter konkurrencens start med to meget store havørreder.

Søforklaringer

De to kontrollanter fattede imidlertid hurtigt mistanke om, at fiskene ikke var fanget under konkurrencen. De så ud til at have været på land i adskillige timer. Da kontrollanterne borede lidt i sagen, tog »lystfiskeren« fiskene og ville gå.

Så let slap han dog ikke. Han blev tilbageholdt og bedt om en forklaring.

»Han forklarede, at han var blevet sat af af nogle kammerater, men de skiftede navne under forklaringen,« fortæller Ronnie Knappe.

Efter en del søforklaringer spurgte manden, der havde indvejet de store fisk, om han måtte låne et toilet.

»Efter toiletbesøget valgte han at stikke af i fuldt løb ned ad Langagervej, hvor han sprang ind i en ventende bil og forsvandt.«

Gevinster solgt

Siden har Grejbiksen lavet lidt research. Det viser sig, at den pågældende »lystfisker« for to uger siden fik en top 10-placering - med tilhørende præmie - i en lignende stor konkurrence på Fyn.

»Teorien lige nu er, at der er en sammenhæng mellem flere personer, der har været under mistanke for snyd i både vores egen og en anden fiskekonkurrence, og at der derved er tale om mulig snyd for over 50.000 kroner,« mener Ronnie Knappe.

»Det er bemærkelsesværdigt, at nogle deltagere, som ikke virker særligt engagerede og i øvrigt ikke har lokalt kendskab til fiskeriet, har kunnet fange så store fisk flere år i træk. I øvrigt har vi kunnet se, at gevinsterne efterfølgende er blevet solgt på internettet.«

Politianmeldelse

Grejbiksen anmeldte efterfølgende deltageren og de formodede medgerningsmænd til politiet.

»Politiet har optaget sagen som bedrageri,« oplyser Ronnie Knappe.

Det er ikke første gang, der er blevet snydt ved den slags konkurrencer. Bladet Sportsfiskeren kunne for år tilbage berette om en lignende sag, hvor der også var en »lystfusker« på spil.